Nogle af de seneste udtalelser, der er kommet fra Kreml, har sandsynligvis til hensigt 'at vildlede'.

Særligt forsøger man – tilsyneladende – at vildlede vestlige lande, men udmeldingerne kan også have den bivirkning, at det forvirrer selv de russiske krigsstøtter.

Sådan lyder det i den seneste analyse fra den amerikanske tænketank Institute for the Study of War (ISW), når det kommer til udviklingen af krigen i Ukraine.

I analysen henvises der til, at talsmanden for Kreml, Dmitrij Peskov, tidligere på ugen udtalte, at man ikke længere har en udskiftning af den nuværende regering i Kyiv som et mål under 'den særlige militæroperation', som russerne fortsat kalder krigen.

Arkivfoto af Vladimir Putin.
Arkivfoto af Vladimir Putin. Foto: SPUTNIK
Vis mere

Men det er ifølge ISW sandsynligvis ikke helt korrekt:

»Kreml er ikke gået væk fra sine maksimalistiske mål om at genvinde kontrollen over Ukraine, men tilslører snarere delvist Ruslands mål for at vildlede vestlige lande til at presse Ukraine til at søge om fred,« lyder det i analysen.

Da Peskov kom med sin udtalelse denne uge, bemærkede han, at den russiske præsident, Vladimir Putin, »allerede havde talt om det«.

Men ifølge ISW har Putin blandt andet 26. oktober hævdet, at Ukraine har »mistet sin suverænitet«, ligesom han har hævdet, at det var Rusland, der »skabte« Ukraine, og at nabolandet skal »afnazificeres«.

»Putins krav svarer til et krav om regimeskifte i Kyiv, selvom han ikke eksplicit opfordrer til det i disse seneste udtalelser,« vurderer ISW:

»Det faktum, at Peskov refererer til disse kommentarer fra Putin, gør det yderst tvivlsomt at læse nogen seriøs tilbagetrækken af ​​russiske mål ind i Peskovs kommentarer.«

Selvom ISW vurderer, at det er tvivlsomt, at Rusland reelt har ændret visse mål for krigen, så er det ikke kun et vestligt publikum, der hører udmeldingerne.

Det gør det hjemlige også – og det kan ende med, at Kremls udmeldinger skaber forvirring blandt krigstilhængere.

»En milblogger med tilknytning til Wagner-gruppen (den berygtede lejesoldathær 'Wagner', red.) har som svar på Peskovs udtalelse sarkastisk bemærket, at Rusland formålsløst kæmper en krig uden et klart mål,« skriver ISW og tilføjer:

»Kremls tøven med offentligt at forpligte sig fuldt ud til en ekstrem nationalistisk ideologi og til krigen er også forvirrende for propagandister, der prædiker en sådan ideologi til de russiske masser.«

Ifølge ISW har Vladimir Putin generelt forsøgt at balancere ekstreme nationalistiske emner for at samle støtte fra det nationalistisk orienterede samfund og et mere moderat narrativ om krigen for at bevare støtten fra resten af ​​den russiske befolkning.

»Russiske militærfiaskoer og de stigende ofre, som Putin kræver af det russiske folk for at fortsætte sin katastrofale invasion, sætter hans bevidste tilsløring af krigsmål og forsøg på at balancere retorikken i skarp relief, hvilket potentielt giver næring til utilfredshed i kritiske vælgerkredse,« lyder det i tænketanken.