En fordobling i antallet af smittetilfælde den seneste uge har ført til maskepåbud i Amsterdam og Rotterdam.

De hollandske storbyer Amsterdam og Rotterdam har onsdag gjort ansigtsmasker obligatoriske i særligt travle områder.

Det gælder blandt andet i hovedstadens Red Light District.

Krav om ansigtsmaske kommer efter en kraftig stigning i antallet af coronasmittede. Det oplyser bystyret i Amsterdam.

Antallet af nye smittetilfælde i Holland er den seneste uge fordoblet.

Det betyder, at landet nu har registreret 56.750 tilfælde af coronavirus og 6173 dødsfald siden pandemiens begyndelse. Det viser tal fra Johns Hopkins University.

- Vi påbegynder det her eksperiment, fordi vi er bekymrede for det stigende antal coronavirusinfektioner, siger byrådet i Amsterdam i en pressemeddelelse og tilføjer:

- Ansigtsmasker er obligatoriske i tætpakkede og travle områder, og hvor andre tiltag ikke har virket eller haft negativ indflydelse på økonomien.

Kommunale medarbejdere uddelte onsdag gratis masker i Amsterdam, mens politiet var på gaden for at advare folk om de nye regler.

Alligevel var det ikke alle, der fulgte de nye tiltag. Det gjaldt især i området omkring Red Light District, hvor mange onsdag gik rundt uden masker.

- Uheldigvis passer det lidt ind i byens profil, siger en beboer i Red Light District, der ikke ønsker at blive navngivet.

- Alt er muligt, og ingen regler bliver nogensinde håndhævet her, siger han.

Ifølge hollandske medier stoppede politiet i Rotterdam onsdag en gruppe demonstranter, der ville marchere mod det nye maskepåbud.

Den hollandske regering besluttede sig i sidste uge for ikke at opfordre befolkningen til at bære ansigtsmasker.

Begrundelsen fra regeringen var, at det ikke er blevet bevist, at ansigtsmasker effektivt beskytter mod sygdomme, ligesom de ifølge regeringen kan føre til, at folk slækker på reglerne om at holde afstand til hinanden.

WHO har siden juni anbefalet af bruge ansigtsmasker, når det ikke er muligt at holde afstand.

/ritzau/AFP