Kinas behandling af muslimsk mindretal er ifølge ny Amnesty-rapport en forbrydelse mod menneskeheden.

Undertrykkelsen af hundredtusindvis af uighur-muslimer i den kinesiske provins Xinjiang udgør en "forbrydelse mod menneskeheden".

Sådan lyder det torsdag i en ny rapport af Amnesty International.

I et 160-sider langt dokument beskriver Amnesty, hvad organisationen kalder "ekstreme tiltag" udført af Kina siden 2017 for at undertrykke uighurerne og andre etniske mindretal i den nordvestlige region.

Rapporten, der blandt andet indeholder vidnesbyrd fra tidligere indsatte i såkaldte genopdragelseslejre, fortæller blandt andet om et system med "statsorganiseret tortur, forfølgelse og masseanholdelser".

- De kinesiske myndigheder har skabt et dystopisk helvedesagtigt sted med et rystende omfang, siger Amnestys generalsekretær, Agnès Callamard.

Hun tilføjer:

- Muslimske mindretal (i Xinjiang, red.) er udsat for forbrydelser mod menneskeheden og andre alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne.

- Misbruget bør ryste alle menneskers samvittighed.

Ifølge Amnestys rapport er et enormt antal mænd og kvinder siden begyndelsen af 2017 blevet vilkårligt tilbageholdt.

Hundredtusindvis er blevet sendt i fængsel, mens op mod en million er blevet sendt i interneringslejre, står der i rapporten.

Alle af de mere end 50 tidligere indsatte, som Amnesty har talt med, siger, at de blev anholdt for ting som at være i besiddelse af religiøse billeder eller for at være i kontakt med nogen i udlandet.

Flere af dem beskriver også, hvordan tæsk, frarøvelse af søvn og overbefolkning er en fast del af livet i de såkaldte genopdragelseslejre.

USA beskylder i forvejen Kina for at udføre "folkedrab" i Xinjiang. Storbritannien har ikke villet gå så langt. Men i sidste måned sluttede landet sig til USA og Tyskland ved at opfordre Kina til at stoppe undertrykkelsen af uighur-mindretallet.

Regeringen i Beijing har gentagne gange afvist, at lejrene bliver brugt til misbrug og undertrykkelse.

Ifølge Kina er der blot tale om arbejdslejre, der skal forhindre ekstremistisk vold i regionen og samtidig booste velstanden.

Amnestys generalsekretær, Agnès Callamard, opfordrer torsdag FN til at indlede en international undersøgelse af forholdene i Xinjiang.

/ritzau/AFP