Dansk-bahraineren Abdulhadi al-Khawaja lever ifølge menneskerettighedsorganisationer med stærke smerter i fængslet i Bahrain. Amnesty International er stærkt bekymrede.

BAHRAIN: Den dansk-bahrainske menneskerettighedsaktivist Abdulhadi al-Khawaja har efter den tortur, han blev udsat for efter sin anholdelse i april 2011, fået så store skader, at han i dag har 18 metalplader og 36 skruer siddende i hovedet og venstre arm. Men lægerne i fængslet i Bahrain vil ikke behandle ham. Det oplyser lokale menneskerettighedsorganisationer ifølge Amnesty International.

- Vi ved, at al-Khawaja har været udsat for hård tortur, og nu hører vi fra lokale menneskerettighedsorganisationer, at han stadig lider voldsomt efter det, han er blevet udsat for, og at han ikke har adgang til ordentlig lægehjælp. Det har han selvfølgelig krav på, siger pressechef Ole Hoff-Lund i Amnesty International, der er dybt bekymrede for den livstidsdømte danske statsborgers helbred.

Det er de lokale menneskerettighedsorganisationer Gulf Centre for Human Rights (GCHR) og Bahrain Centre for Human Rights (BCHR), hvor al-Khawajas datter Maryam al-Khawaja er leder, som meddeler, at lægerne i fængslet i Bahrain afviser at behandle Abdulhadi al-Khawaja, selvom han har kroniske smerter i sit ansigt og venstre arm.

Samtidig meddeler de to lokale organisationer, at familien nægtes adgang til at få en kopi af al-Khawajas medicinske rapport. Den blev udarbejdet i forbindelse med rapporten fra Bahrain Independent Commission of Inquiry (BICI) sidste år, hvor torturen blev dokumenteret, oplyser Amnesty International, der oplever, at fokus på situationen i Bahrain er blevet langt mindre både i Danmark og store dele af verden.

- Fra at Danmark, EU og store dele af verden havde meget fokus på Bahrain under al-Khawajas sultestrejke, der varede omkring 100 dage, ser vi desværre, at det fokus er gledet langt ned på dagsordenen, siger Ole Hoff-Lund. Han håber at kunne trække mere opmærksomhed på situationen allerede i næste uge, hvor et-års-dagen markeres for rapporten fra Bahrain Independent Commission of Inquiry (BICI).

Her vil der blive gjort status over de anbefalinger fra rapporten, som styret lovede at imødekomme i Bahrain.