Styret i Bahrain fokuserer mere på at opretholde et pænt image end på at retsforfølge politi og sikkerhedsstyrker, som har været involveret i tortur og drab på civile, lyder kritikken.

I marts 2011 erklærede Bahrains konge undtagelsestilstand som følge af en folkelig opstand mod det undertrykkende styre, og siden da har det været småt med fremskridt i landet. Det skriver Amnesty International i en ny rapport tirsdag.

Ifølge menneskeretsorganisationen sidder omkring 700 personer fængslet på tvivlsomt grundlag efter opstanden sidste forår, heraf 14 »samvittighedsfanger«.

Styret anklager de 14 - heriblandt den sultestrejkende dansk-bahrainer Abdulhadi al-Khawaja - for at planlægge et kup mod kongen, men har ikke fremlagt beviser, der tyder på, at de tiltalte har opfordret til andet end demokratiske og ikkevoldelige protester.

Amnesty dokumenterer også i rapporten, at tortur og mishandling nu i stigende grad foregår uden for de officielle fængselsrammer. I stedet bliver folk mishandlet og tortureret i tomme regeringsbygninger, tomme køretøjer og udendørs.

Samtidig har styret i Bahrain ikke har gjort noget for at modvirke diskrimination og konflikt mellem sunnimuslimerne og den store shiamuslimske majoritet. Kun fem af de mindst 38 shiamuslimske moskeer, som blev ødelagt sidste år, er blevet genopført, skriver Amnesty.

Oppositionen i Bahrain har erklæret en uges protester mod styret i denne uge.