JORDAN: Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International er rystet over terrorgruppen Islamisk Stats (IS) henrettelse af en jordansk pilot, som angiveligt blev brændt levende.

Men Amnesty advarer samtidig mod at svare igen med brug af dødsstraf, som Jordan har gjort med henrettelsen af to terrormistænkte irakere onsdag.

»De jordanske myndigheder er med rette chokerede over det fuldstændige utilgivelige drab, men svaret bør aldrig være at ty til dødsstraf, som i sig selv er den mest ultimative, inhumane og nedværdigende straf,« siger Philip Luther, direktør for Amnesty Internationales programmer i Mellemøsten og Nordafrika, i en skriftlig kommentar.

Han tilføjer, at Islamisk Stats »grusomme metoder ikke må blive brugt til at antænde en serie af blodige henrettelser som gengældelse«.

Amnesty oplyser, at de to terrordømte irakere, som Jordan henrettede onsdag, angiveligt har været udsat for tortur, mens de har været i de jordanske myndigheders varetægt.

Den ene, Sajida al-Rishawi, blev dømt til døden for sin rolle i et blodigt selvmordsbombeangreb i 2005, hvor 60 mennesker omkom. Den anden, Ziyad Karboli, der kæmpede for al-Qaeda, blev i 2008 dømt til døden for at dræbe en jordaner.

Sajida al-Rishawi blev ifølge Amnesty udsat for tortur under et månedlangt forhør, da hun var i hænderne på Jordans efterretningstjeneste Genereal Intelligence Department.

Advokaten for Ziyad Karboli har forklaret til Amnesty International, at Karboli blev tvunget til at tilstå under fysisk pres.

Amnesty henstiller til, at Jordan øjeblikkeligt indstiller brugen af dødsstraf, som ellers har været sat på vågeblus de seneste 11 år.

Organisationen appellerer samtidig til Islamisk Stat om at stoppe vilkårlige drab, bortførelser og gidseltagninger.