Det er nu mere end tre uger siden, at Rusland invaderede Ukraine, men det er endnu ikke lykkes Putin at overtage landet.

Og det fører ifølge den hæderkronede amerikanske avis Wall Street Journal til, at Rusland nu skifter strategi.

Avisen har blandt andet sine informationer fra højtstående talsmænd i Bidens administration.

Embedsmændene udtaler sig ikke til avisen, men deres efterretninger og vurderinger er en del af en hemmeligstemplet rapport, som Wall Street Journal har fået adgang til.

»Med et taktisk skifte vil Rusland prøve at presse Ukraine til at acceptere neutralitet og russiske territoriale krav,« skriver The Wall Street Journal.

Ifølge efterretningerne vil Putin efter 25 dages udmattende krig nu gå tilbage til en belejringstaktik.

En taktik, der ifølge de amerikanske kilder, har til hensigt at presse den ukrainske præsident Zelenskyj og hans regering til at opgive områder i Ukraine og ønsket om at lave sikkerhedsaftaler med vesten.

Vurderingen omtales ifølge Wall Street Journal som Putins 'plan B' og indeholder en række forbehold.

Det betyder blandt andet, at Putin kan beslutte at udvide de nuværende mål for krigen, hvis det lykkes for de russiske styrker at infiltrere en større del af Ukraine.

Tidligere direktør for CIA David Petraeus udtalte mandag til CNN, at der lige nu er dødvande i krigen mellem Rusland og Ukraine.

»Men vi bør notere os, at det er et blodigt dødvande. Det er også en udmattelseskamp,« siger han med henvisning til, at kampene trækker ud og slider soldaterne på begge sider ned.