Lige nu lægger over 100.000 amerikanske skoleelever bøgerne, pc'erne og blyanterne fra sig for at fortælle Præsident Donald Trump og den amerikanske våbenlobby, NRA, præcis hvad de mener om USAs skoleskyderier, der siden Sandy Hook-massakren i december, 2012 (ifølge Time Magazine) har kostet over 400 skolebørn livet..

Ifølge avisen New York Times er knap 7.000 amerikanske børn og unge i alderen 0-17 år blevet dræbt af skydevåben siden massakren i Sandy Hook.

Over 2.500 folkeskoler, high schools og universiteter fordelt over hele USA har derfor officielt planlagt at demonstrere onsdag klokken 10.00 lokal tid.

Men mange flere forventes at deltage.

Og overalt i USA er elevernes krav de samme.

Den landsdækkende bevægelse »NeverAgain, der startede efter valentinsdag-massakren i Parkland, Florida (14. februar), hvor 17 mistede livet,har følgende ønskeseddel:

1. Alderen for våbenkøb hæves fra 18 år til 21 år

2. Salget af de såkaldte bump-stock mekanismer, der kan få et semiautomatisk våben til at skyde som et maskingevær, forbydes

3. Salget af de såkaldte assult weapons, blandt andet den blandt amerikanske massemordere populære AR-15 semiautomatiske riffel, forbydes.

4. Obligatorisk og landsdækkende baggrundstjek - også til de omrejsende gun-shows, hvor ingen dokumentation i dag er påkrævet.

Fælles for alle dagens protester er, at de tager udgangspunkt i USAs seneste massakre i Florida. Men hver skole vil markere dagen på deres egen måde.

På Bloomfield Hills High School i Michigan, som BT har besøgt, vil demonstrationen forløbe således:

Eleverne forlader klasseværelset. Navnene på de 17 døde i Florida læses op. Eleverne mindes deres døde 'kammerater' fra Florida med ét minuts stilhed. Herefter vil fire udvalgte elever tale om deres sorg og deres krav. Alle får tid til at SMS-skrive til deres lokale politikere. Herefter genoptages undervisningen.