Den amerikanske stjernejournalist Charlie Rose, kendt fra bl.a. det hæderkronede tv-program '60 minutes', anklages nu for sexchikane.

Otte kvinder beskylder den 75-årige Charlie Rose for en række punkter som bl.a. uønskede seksuelle tilnærmelser, at han skulle have gået nøgen rundt i deres nærhed samt for at stå bag ubehagelig telefonopkald, skriver The Washington Post.

De otte kvinder omfatter tidligere kollegaer samt tidligere jobsøgende, der har ønsket at arbejde for Charlie Rose på programmet 'Charlie Rose' i henholdsvis slutningen af 1990’erne samt så sent som i 2011, skriver det amerikanske medie.

På baggrund af anklagerne har tv-stationen CBS og mediekoncernen Bloomberg LP suspenderet distributionen af programmet 'Charlie Rose'. Dertil kommer, at Charlie Rose nu er suspenderet fra programmet '60 minutes', skriver flere amerikanske medier, herunder New York Post.

I en udtalelse til The Washington Post undskylder Charlie Rose for sine handlinger i fortiden:

'Det er afgørende, at disse kvinder ved, at jeg hører dem, og at jeg undskylder dybt for min upassende opførsel. Jeg er meget flov. Jeg har til tider optrådt ufølsomt, og jeg accepterer mit ansvar, selv om jeg ikke mener, at samtlige af anklagerne er korrekte.'

Fem at de i alt otte kvinder, der står bag anklagerne mod Charlie Rose, har udtalt sig anonymt til The Washington Post.

Repræsentanter fra tv-stationener PBS, CBS samt mediekoncernen Bloomberg oplyser ifølge The Wahington Post, at man ikke har modtaget klager over Charlie Rose angående sexchikane.