I USA er en savnet teenager pludselig dukket op efter tre år og mere end 1.000 kilometer fra sit hjem.

Det skriver CNN og flere andre amerikanske medier.

I september 2019 forsvandt den 17-årige autistiske Connerjack Oswalt sporløst fra sit hjem i den amerikanske stat Californien.

Hans mor og stedfar efterlyste ham, men uden held.

Indtil 9. april i år, hvor politiet i Utah rykkede ud til en anmeldelse om en ung mand, der lå og sov ved en benzinstation.

Politiet havde i ugerne op til modtaget flere anmeldelser om en yngre mand, der gik rundt med en indkøbsvogn.

Politiet vækkede teenageren og inviterede ham ind i deres bil, hvor de begyndte at udspørge ham.

Det gik hurtigt op for dem, at han kommunikerede anderledes, og betjentene mistænkte, at han kunne have en autismediagnose.

Politiet begyndte at bladre hundredvis af sider med rapporter om savnede børn og unge igennem.

Men da de nåede efterlysningen af Connerjack Oswalt fra Californien, stoppede de.

De ringede til Connerjacks mor, der kunne fortælle, at hendes søn havde et karakteristisk modermærke på halsen.

Og netop sådan et mærke fandt de på den unge mand.

Herefter tog Connerjack Oswalts far til Utah for at identificere din stedsøn.

Han sad og så politiets optagelser af ham, mens han talte i telefon med sin kone – Connerjacks mor.

»Er det ham?« spurgte hun.

»En lille smule ældre, men ja,« svarede manden, da han gennemgik videoerne af sin stedsøn.

Moren brød i gråd, mens hun udbrød: »Min skat er i live. Vil du være sød at hente ham?«

Ifølge CNN modtager Connerjack Oswalt stadig hjælp og pleje af myndighederne, og han er derfor ikke blevet genforenet med sin familie endnu.