Den amerikanske skokæde Payless er i alvorlige økonomiske problemer.

Kæden planlægger at lukke alle sine 2.300 butikker over hele USA senere i februar og søger samtidig om konkursbeskyttelse.

Allerede i næste uge tager Payless Shoesource hul på et kæmpe ophørsudsalg, da det endnu ikke er lykkedes at finde en køber, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Samtidig er kæden gået i gang med at forberede lukningerne og afskedigelsen af de mange medarbejdere.

Der er dog stadig en lille chance for, at en køber kan nå at melde sig efter at Payless har søgt om konkursbeskyttelse.

Lykkedes det ikke, bliver Payless Shoesource det seneste af en stribe konkurser i amerikansk detailhandel, hvor eksempelvis også legetøjsgiganten Toys 'R' Us er bukket under.

Det er i øvrigt heller ikke første gang, Payless går konkurs. Det skete også i april 2017, hvor kædens gældsbyrde nåede at komme over 5 milliarder danske kroner. Dengang blev kæden reddet af en gruppe investorer, heriblandt en hedgefond.

Payless har ingen kommentarer til selskabets situation.