Hvis du ønsker pomfritter til din mad, så skal du begrænse udvalget til seks (6!) stykker pr. portion. Sådan lyder rådet fra en amerikansk professor.

Det er omtrent den rigtige størrelse på en sund portion, lyder det fra doctor Eric Rimm, der er professor på Harvard University i Massachusetts i USA.

De er i virkeligheden 'stivelse-bomber', siger professoren i et interview med The New York Times.

»Der er ikke mange, som sender tre-fjerdedele af en portion fritter tilbage til køkkenet. Jeg er overbevist om, at det ville være bedre, hvis dit måltid kom med en skål salat og så de seks pomfritter,« siger han.

Ifølge professoren rangerer kartoflen nær bunden, når det gælder sunde grøntsager.

Især hvis man tager en kartoffel og fjerner skrællen, hvor der i det mindste findes nogle næringsstoffer, skærer den i stykker, koger den i olie og smider salt, chilli eller sovs over den, så kan 'stivelse-bomben' nemlig blive til et rent våben, der kan ødelægge dig, mener han.

Et studie i The American Journal of Clinical Nutrition viste sidste år, at kartofler kan medføre øget risiko for overvægt, diabetes og kardiovaskulære sygdomme.

Studiet fandt også, at de, som spiste friturestegte kartofler, havde to-tre gange højere risiko for dødsfald - sammenlignet med de, som spiste ikke-friturestegte kartofler.

Men de smager jo godt, de pomfritter, så hvis man skal forkæle sig selv, så skal man i det mindste gøre det i den anbefalede portion - seks stykker!

Siden professor Rimms anbefaling om portionens størrelse blev publiceret i The New York Times, har de amerikanske forbrugere nærmest indledt en krig på nettet.

Kan seks stykker pomfritter overhovedet kaldes en portion?