Der er mange skydevåben i USA, men ingen af dem må anvendes til at skyde til måls efter en gigantisk luftballon.

I et opslag på Facebook skriver Gastonia Police Department i North Carolina:

»Hvis den nu berømte kinesiske 'vejrballon' skulle flyve henover Gastonia, så lad være med at plaffe efter den med dine håndvåben i et forsøg på selv at skyde den ned.«

Opslaget skal  tages med et smil på læben, da ballonen i øjeblikket svæver langt højere end almindelige flyvemaskiner. Politiet har da også vedhæftet opslaget med en rød ballon.

I kommentarsporet vil en del borgere bare have ballonen skudt ned hurtigst muligt, mens andre roser politiet for god humor.

Forleden fløj et kampfly fra det amerikanske luftforsvar op til ballonen for at undersøge den.

Man besluttede sig i det amerikanske forsvar for ikke at skyde ballonen ned. Ballonen er på størrelse med tre busser, så den ville kunne udrette stor skade på landjorden.

Til AFP sagde en anonym embedsmand:

»Vi vurderer, at luftballonen har en begrænset værdi fra et informationssamlingsperspektiv.«

Kineserne understreger lørdag, at ballonen er kommet ind over amerikansk område ved en fejl og, at den kun skal bruges til civile formål.

Tonen er blevet skærpet efter, at USAs udenrigsminister, Antony Blinken, har udsat en rejse til Kina denne weekend på grund af luftballonen. Og det passer ikke kineserne.

»Nogle politikere og medier I USA har brugt hændelsen som et påskud for at angribe og sværte Kina til,« står der i en meddelelse fra Kinas udenrigsministerium.