Et amerikansk par fra staten Louisiana, der var ved at rydde op i huset, så det blev klart til gæsterne, der skulle på besøg til Thanksgiving, fandt en særdeles uventet overraskelse.

På et sengebord faldt de over en lotteriseddel med en værdi på næsten to millioner dollar (12 millioner danske kroner).

Ægteparret Harold og Tina Ehrenberg fandt lotterisedlen, der var 1,8 millioner dollar værd, den 17. november, og det var særdeles heldigt. Sidste frist for at indløse den store gevinst var blot to uger senere.

»I begyndelsen troede jeg, at vi havde lavet en fejl, misforstået numrene eller dagen, hvor sedlen udløb,« fortalte en af de lykkelige vindere, Harold Ehrenberg, til tv-stationen ABC News.

Harold og Tina Ehrenberg med deres lotterigevinst.
Harold og Tina Ehrenberg med deres lotterigevinst. Foto: Louisiana Lottery
Vis mere

»Vi tjekkede numrene et par gange mere, og ganske rigtigt: det var de rigtige numre!«

Ifølge Harold Ehrenberg var han og konen parat til at få gevinsten udløst med det samme, men det var lørdag og lotteriets kontor var lukket.

De var klar over, at de havde travlt med at kræve førstepræmien udleveret. For da de talte ned fra den dato, den var udtrukket (den 6. juni) indså de, at de blot havde to uger tilbage til at kræve pengene udbetalt.

Ifølge lotteriets regler skal præmierne nemlig hentes indenfor 180 dage.

»Jeg blev ved med at frygte, at et eller andet ville gå galt,« siger Harold Ehrenberg.

Men da de endelig besøgte lotterikontoret, blev de hilst velkommen med en gratulation, og så blev det hele pludselig meget virkeligt.

Parret modtog i alt 1,274,313 amerikanske dollar, efter at skatten og en procent, som sælgeren af lotterisedlen fik i kommission, var trukket fra. Det skriver the New Orleans Times-Picayune.

Parret siger, at de vil gemme pengene, til de skal på pension.