Lyt til artiklen

Den amerikanske kystvagt har i flere uger holdt øje med et russisk spionskib ud for Hawaii.

»Jeg kan ikke sige, hvorfor russerne sejler med det lige nu. Det er en risikabel timing,« siger Sabrina Singh, talskvinde for Pentagon, ifølge nyhedsbureauet AP.

Hun hentyder selvfølgelig til den anspændte situation mellem USA og Rusland på grund af krigen i Ukraine, der har været i gang i knap 11 måneder.

Alligevel har det russiske fartøj altså befundet sig i længere tid ved den amerikanske øgruppe langt ude i Stillehavet, har den amerikanske kystvagt nu meldt ud.

Samtidig har man frigivet en video af det russiske spionskib, hvorpå man kan se, at det enten bliver trukket af et andet skib eller er i færd med at få forsyninger. Du kan se videoen øverst i artiklen

Indtil videre har det russiske skib udelukkende befundet sig i internationalt farvand.

»Vi har ikke set nogen form for usikker eller uprofessionel opførsel, og vi forventer, at russerne i området vil rette sig efter international lov,« siger Sabrina Singh fra Pentagon.

Det er ikke første gang, at et russisk spionskib befinder sig mistænkeligt tæt på den amerikanske kyst. Det skete eksempelvis også i 2019, skriver CNN.

Her tiltrak 'Viktor Leonov' sig opmærksomhed ud for Floridas kyst, fordi skibet i dårlig sigtbarhed ikke var tilstrækkeligt oplyst. Og fordi mandskabet ikke reagerede på henvendelser fra andre skibe i området, der ville undgå potentielle sammenstød.