En 36-årige mandlig sygeplejerske er blevet anholdt og mistænkt for et seksuelt overgreb, som har gjort en kvinde i komalignende tilstand gravid.

Den 29-årige kvinde er i en såkaldt vegetativ tilstand og har derfor ikke været ved normal bevidsthed i over 10 år.

Hen over julen sidste år fødte hun pludselig - og til alles overraskelse - en søn.

Siden har politiet i den amerikanske millionby Phoenix efterforsket sagen som et muligt seksuelt overgreb.

Onsdag er en 36-årig sygeplejerske, som havde behandlet kvinden på et plejecenter, anholdt i sagen. Det skriver CNN.

En dna-test viser, at manden er far til barnet, lyder det fra overbetjent Tommy Thompson fra politiet i Phoenix.

Politiet fik i forbindelse med efterforskningen en dommerkendelse, der gav dem mulighed for at dna-teste samtlige personer, der havde behandlet kvinden.

Plejecentret, hvor manden var ansat, har til CNN udtalt, at alle ansatte er »rystede og mundlamme over, at en sygeplejerske har været i stand til skade en patient så voldsomt«.

Sygeplejersken er nu sigtet for seksuelt overgreb og misbrug af en udsat voksen, men nægter ifølge CNN at udtale sig i sagen.

Politiet undersøger nu videre, hvorvidt manden, der har været ansat på plejecentret siden 2002, kan have forgrebet sig på andre.

I forbindelse med sagen er to læger, hvoraf den ene havde ansvaret for den 29-årige kvinde i samme periode, blevet afskediget uden videre forklaring.

Barnet er trods de tragiske omstændigheder ved godt helbred.