»Sådan ville hun aldrig gøre. Det giver ingen mening.«

Sanna Rameau blev straks mistænksom, da hun for to uger siden modtog sms'en fra sin veninde. 

Her skrev den 40-årige Ana Maria Knezevic, at hun havde mødt en ny mand og ville rejse væk med ham et stykke tid.

Det var den adfærd, der fik alarmklokkerne til at bimle hos Rameau og andre veninder, der modtog lignende beskeder. 

»Det ville hun aldrig gøre … det er en så risikabel og skør handling. Det ville hun ikke gøre. Det ville hun ikke gøre,« gentager Sanna Rameau til tv-stationen CBS News.

Veninden hæfter sig også ved, at sms'en var skrevet i en stil, som slet ikke var Anas. 

Rameau hæftede sig ved, at den spanske besked var nemlig så dårlig skrevet, at det virkede, som om den var skrevet på engelsk og så bagefter oversat via google translate

Ingen har hverken set eller hørt noget fra den colombianskfødte kvinde Ana Maria Knezevic, siden hun forsvandt for omkring to uger siden. 

I december rejste hun fra sit hjem i Florida til Madrid i Spanien for at sunde sig efter en hård skilsmisse fra sin serbiske mand.

Og det er ikke kun hendes sidste beskeder, der vækker opsigt.

Det gør også det faktum, at en mand med styrthjelm ødelagde overvågningskameraet i hendes opgang med spraymaling kort før hun forsvandt. 

De seneste to uger er flyers med den forsvundne kvindes foto sat op over alt i den spanske hovedstad, men politiet er stadig på bar bund i sagen. 

Ana Knezevic har været gift med David Knezevic i 13 år, og de ejer både en IT-virksomhed og adskillige ejendomme sammen.

Hendes bror, Juan Henao, kalder skilsmissen 'beskidt' og antyder, at parret har en alvorlig konflikt over delingen af boet. 

»Der er et betydeligt beløb, som skal deles mellem dem, og David er ikke tilfreds med det,« siger broderen Henao til NBC News

David Knezevic menes at have opholdt sig i sit hjemland siden januar.