Krigen i Ukraine har kostet en amerikansk soldat livet.

Det skriver den amerikanske nyhedsstation CBS News.

Soldaten er identificeret som Daniel W. Swift. En højt dekoreret soldat fra den amerikanske specialenhed Navy Seal.

Han gik såkaldt AWOL tilbage i marts 2019. Et engelsk udtryk, der bruges om soldater, der er fraværende uden officielt at have fået orlov fra hæren.

En repræsentant for Navy Seal oplyser over for CBS News, at Daniel W. Swift blev dræbt i onsdags, og at det er uvist, hvorfor og hvornår han rejste til Ukraine.

Han er imidlertid ikke den eneste amerikaner, der har mistet livet under krigen i Ukraine.

Siden Ruslands invasion er mindst otte amerikanske statsborgere blevet dræbt i det krigshærgede land.

Det til trods for, at de amerikanske myndigheder længe har frarådet landets borgere at rejse til Ukraine og deltage i krigen mod russerne.

»Amerikanske statsborgere, der rejser til Ukraine – især med det formål at deltage i kampene – står over for betydelige risici, herunder den meget reelle risiko for tilfangetagelse eller død,« sagde talsmand for ministeriet Ned Price tilbage i marts sidste år ifølge CBS News

»USA er ikke i stand til at yde assistance til at evakuere amerikanske borgere fra Ukraine, inklusive de amerikanere, der beslutter sig for at rejse til Ukraine for at deltage i den igangværende krig,« lød det yderligere fra talsmanden.

Ifølge CBS News lod Daniel W. Swift sig hverve til Navy Seal tilbage i 2005.

Navy Seals styrke er flådens specialstyrker, der bruges til ukonventionel krigsførelse, antiterrorisme og specielle opklaringsmissioner.

Daniel W. Swifts militærrang var 'special warfare operator', og han har i tidens løb modtaget flere medaljer og hædersbevisninger. Blandt andet for hans indsats i krigene i Irak og Afghanistan.

B.T. har tidligere interviewet den tidligere amerikanske soldat Ryan Hendrickson, der er rejst til Ukraine for at hjælpe befolkningen som frivillig minerydder. Hør ham fortælle om sit farlige arbejde i videoen øverst i artiklen. Du kan også læse hele historien her.