Den amerikanske efterretningstjeneste vil begrænse overvågningen af beskeder på internettet.

Washington. Den amerikanske efterretningstjeneste NSA har stoppet den overvågning, hvor tjenesten har lov til at indsamle oplysninger om amerikaneres beskeder uden en dommerkendelse.

Efterretningstjenesten vil desuden slette størstedelen af de indsamlede beskeder.

Overvågningen skal nu kun være af beskeder, der sendes til og fra udenlandske personer, som NSA overvåger.

- NSA vil ikke længere indsamle internetkommunikation, som kun nævner et udenlandsk mål.

- I stedet vil NSA begrænse det til indsamling af internetkommunikation, som direkte bliver sendt til eller fra et udenlandsk mål, meddelte den amerikanske efterretningstjeneste i en pressemeddelelse fredag.

Beslutningen om at stoppe aktiviteten kommer, selv om USA i de senere år har insisteret på, at metoden var både lovlig og vigtig for den nationale sikkerhed.

Der kom for alvor fokus på overvågningen i 2013, da whistlebloweren Edward Snowden afslørede NSA's omfattende overvågningsaktivitet, og siden har overvågningen mødt stor kritik.

Fredagens melding kommer som en overraskelse for flere fortalere for at værne om privatlivet.

De har længe argumenteret for, at overvågningen var alt for bred og var på kant med USA's forfatning, som beskytter mod unødvendige indsamlinger.

Julian Sanchez, der ekspert i sikring af privatliv og overvågning ved den nyliberale tænketank Cato Institute, kalder beslutningen "meget betydningsfuld".

Han fortæller desuden, at ændringen har været en topprioritet hos nyliberale grupper.

- Normalt identificerer du en person, og gransker personens indhold. Her undersøgte man alles indhold for at finde enkelte personer, som var nævnt, siger Julian Sanchez.

/ritzau/Reuters