Den amerikanske apotekerkæde Walgreens Boots Alliance har for alvor taget desperate midler i brug for at lokke nye medarbejdere til.

De tilbyder nemlig nyansatte en ansættelsesbonus på intet mindre end 75.000 dollar, svarende til knap 544.000 danske kroner.

Det skriver Finans, som henviser til The Wall Street Journal, der både har tjekket jobopslag og været i dialog med kilder, som har kendskab til firmaets rekruttering.

»Det er et af mange skridt, vi har taget, for at adressere medarbejdersituationen på apoteker i nogle områder,« bekræfter en unavngiven kommunikationsmedarbejder fra Walgreens Boots Alliance til The Wall Street Journal.

Med mere end 9000 butikker fordelt over hele USA, har Walgreens Boots Alliance i længere tid kæmpet en kamp for at forøge medarbejderstaben.

En kamp, coronapandemien bestemt ikke gjorde nemmere. Her blev farmaceuterne nemlig om muligt endnu mere eftertragtede, da de hjalp til med at til at vaccinere og teste amerikanerne mod sygdommen på landets apoteker.

Det har også haft en påvirkning på salget af medicin, at der er så få farmaceuter, der søger mod Walgreens Boots Alliance.

Desuden har en tredjedel af kædens butikker været nødsaget til at forkorte åbningstiden.