Sikkerhedstjenesten kigger med på Facebook, YouTube, Google, Skype, Apple, Microsoft, Yahoo og mange flere

Det amerikanske sikkerhedstjeneste NSA overvåger ikke alene amerikanernes telefonkommunikation som afsløret i går.

Washington Post skriver i sin fredagsudgave, at NSA i mere end syv år har overvåget ni Internet tjenester - deriblandt flere af de sociale medier.

Populære medier som Facebook, YouTube, Google, PalTalk og Skype foruden Apple, Microsoft og Yahoo er systematisk blevet overvåget som led i at opspore terror og planer om terroraktioner. Og den omfattende aflytning er foregået i mere end seks år med Kongressens efterretningskomite som medvidende om den omfattende indsamling af oplysninger.

I går fik amerikanerne at vide, at der i de seneste mange år var foregået en systematisk indsamling af telefonkommunikationen og brugen af internet for de, der var kunder hos det store amerikanske selskab Verizon. Og der er ikke grund til at tro andet, at også andre telefonselskaber har måttet afgive de samme oplysninger til NSA og til det amerikanske forbundspoliti FBI.

Fredag kan Washington Post så afsløre, at den samme procedure gælder for ni internetselskaber, hvor NSA og FBI kan følge med i alt, hvad der foregår og se, hvad der foregår også på de sociale medier. Det, der har chokeret amerikanerne, er, at det har foregået i mere end seks år, og at der ikke er dommerkendelser eller en udløbsdato på den automatiske overvågning. Det foregår bare uden et sluttidspunkt.

Det var en whistleblower, der sendte materialet til Washington Post. Sagen kommer oveni en meget ubehagelig sag, som præsident Barack Obama er blevet kritiseret for - nemlig overvågningen af journalister fra det amerikanske nyhedsbureau AP og fra FOX News.

I Obama-administrationens jagt på personer, som lækker oplysninger til pressen, har den amerikanske regering overvåget journalisters telefonopringninger, deres opkald og også hvornår, de gik ind i Udenrigsministeriet. Derigennem håbede regeringen på at kunne afsløre en kilde til nogle af historierne om mislykkedede aktioner mod f.eks. terrorister i Yemen. Det har givet Obama store problemer, fordi hans administration er den, der mest ihærdigt har forsøgt at stoppe enhver form for lækage.

Internetvirksomhederne kendte til overvågningen, men må ikke omtale dem, og selv om NSA og andre amerikanske efterretningsvirksomheder siden 1970erne har gennemført aflytninger og overvågning er det første gang, at der foregår en så systematisk indsamling også af amerikanerne selv. NSA opererer normalt med at skaffe oplysninger i udlandet, men her er det millioner af amerikanere, der rammes af den systematiske overvågning, og det har vakt opsigt.

Ifølge Washington Post er det også første gang, at det afsløres, at præsidentens briefinger i stort omfang kommer fra den her form for indsamling af oplysninger - vel at mærke når briefingerne kommer fra NSA.