Godt 340 amerikanske statsborgere evakueret fra skib i Japan. De er fløjet til baser i Californien og Texas.

To fly med hundredvis af amerikanere, som var passagerer på et krydstogtskib ramt af coronavirus, forlod mandag Japan. Det oplyser amerikanske embedsmænd til BBC.

De to fly skulle lande på luftbaser i Californien og Texas, hvor passagererne vil blive isoleret i 14 dage.

I alt blev omkring 340 amerikanske statsborgere evakueret af de to fly. Der var over 400 amerikanere om bord på skibet "Diamond Princess".

De japanske myndigheder meddelte mandag, at der var sket en markant stigning i antallet af tilfælde med coronavirus om bord på krydstogtskibet.

Ifølge det japanske sundhedsministerium er yderligere 99 personer på skibet, som ligger i havnen i Yokohama, blevet testet positive for virusset, hvor der dermed er i alt 454 tilfælde.

1723 af de ombordværende er blevet testet. Der er over 3700 passagerer og besætningsmedlemmer på skibet.

En række andre lande er ved at forberede evakueringer af passagerer, som er standet på krydstogtskibet. De har været i karantæne siden 4. februar.

Kina rapporterede mandag om 2048 nye tilfælde. Heraf var 1933 i Hubei-provinsen, som er centrum for udbruddet.

Over 70.500 personer er inficeret med virusset i Kina - heraf 58.182 i Hubei, hvor 1692 er døde.

Kinas parlament og et ledende råd overvejer at udsætte årlige møder, som skulle finde sted i marts, på grund af krisen. Det rapporterer statslige medier i Beijing.

En samling i parlamentet - eller den nationale folkekongres NPC - og en konference i det rådgivende organ Cppcc skulle ifølge planen begge finde sted i begyndelsen af marts.

Ved de to store begivenheder kommer over 5000 delegerede til Beijing fra hele Kina i mindst ti dage for at vedtage nye love og fastlægge nye økonomiske mål.

Hvis parlamentsmødet udskydes, vil det være første gang siden 1995.

I Japan er en planlagt hyldest til den nye kejser, Naruhito, senere i denne uge blevet aflyst.

/ritzau/Reuters