En negativ anmeldelse på TripAdvisor kan koste en amerikansk mand to år i et thailandsk fængsel.

Det lyder helt vildt, og det er det også. Ikke desto mindre er historien rigtig nok.

Wesley Barnes er bosat i Thailand, og i juni besøgte han hotellet the Sea View Koh Chang på øen Koh Chang.

Under besøget ragede han uklar med personalet, da han fik et gebyr på 15 dollars for at tage sin egen ginflaske med på restauranten.

Det skriver flere amerikanske medier. Blandt dem The New York Times.

»Oplevelsen med restaurantchefen ødelagde hele aftenen,« fortalte Barnes senere til den australske tv-station ABC News.

Da han og en ven senere samme aften overværede selvsamme chef være både aggressiv og råbende overfor en ansat, besluttede han sig for at skrive en anmeldelse på TripAdvisor, hvor han ikke lagde fingrene imellem.

'Moderne slaveri,' lød overskriften på den bedømmelse, han to dage senere indsendte på både thai og engelsk på TripAdvisor.

'Sov ikke her! Støt ikke moderne slaveri af thaierne,' skrev han videre.

Anmeldelsen havde – efter hotellets opfattelse – en så grov og krænkende sprogbrug, at ledelsen besluttede at melde sagen til politiet. Det var nemlig ikke lykkedes direktøren hverken at komme i kontakt med Barnes eller at få fjernet anmeldelsen.

Thailand har nogle ret strenge love for ærekrænkelse, og i september blev Wesley Barnes anholdt og sat i fængsel et par dage.

»Jeg blev anholdt på min arbejdsplads fredag 18. september af immigrationspolitiet. Det var skræmmende,« fortæller han og tilføjer, at han mødte en fyr i fængslet, som havde stukket en anden mand med kniv 16 gange. Weekenden i fængslet var med andre ord ikke noget hotelophold.

I første omgang slap Wesley Barnes dog med at betale en kaution på 100.000 bath. Samtidig har han mistede sit job og frygter nu at blive smidt i fængsel igen.

Ledelsen på hotellet siger til ABC News, at man forgæves forsøgte at løse konflikten med Barnes både på stedet og efterfølgende. Da det ikke lykkedes at stoppe den dårlige omtale, valgte hotellet at tage drastiske midler i brug.

Hvis hotellet havde regnet med at reparere på dets omdømme, har de forregnet sig. Sagen har nemlig indtil videre fået den stik modsatte virkning.

Dårlig omtale i pressen, en gedigen shitstorm og sågar dødstrusler fra udlændinge er indtil videre blevet resultatet af historien.

»Vi medgiver, at det måske var lidt overdrevent at bruge loven om æreskrænkelse i denne situation,« siger hotelledelsen og tilføjer:

»Gæsten nægtede imidlertid at svare på vores forsøg på at kommunikere og fortsatte i stede med at skrive vedholdende negative og usande anmeldelser af vores forretning,« lyder det.