Det har skabt vrede blandt visse personer, at Cannes-festivalen tirsdag åbner med en film, der har Johnny Depp som hovednavn.
Under Twitter-hashtagget #CannesYouNot kritiserer støtter af Depps ekskone, Amber Heard, nu festivalen for at »hylde overgrebsmænd«, skriver Variety.
Det er den franske film Jeanne du Barry med Johnny Depp i den ene hovedrolle, som har sat gang i postyret.
Johnny Depp måtte for nylig i en retssag forsvare sig mod ekskonens anklager om hustruvold.
Selvom han endte med at vinde sagen og blive frikendt i retten, har det tilsyneladende ikke dæmpet vreden fra hans modstandere.
Én af dem, der har delt hashtagget #CannesYouNot, er journalisten Eve Barlow, som også er en nær ven af Amber Heard.
»Cannes virker stolte over deres tradition med at støtte voldtægtsforbrydere og mishandlere,« har hun blandt andet skrevet på Twitter ifølge Variety.
Den nu kontroversielle film er blevet kaldt Johnny Depps comeback efter et langtrukket og meget offentligt drama mellem ham ekskonen.
Dramaet begyndte med grove anklager om vold og mishandling mod Johnny Depp, men sluttede i 2022 med en juridisk frifindelse.
Filmens premiere på Cannes-festivalen har ikke kun tiltrukket sig opmærksomhed på de sociale medier – også i den virkelige verden er der blevet stillet kritiske spørgsmål til dens plads på festivalen.
Festivaldirektør, Thierry Frémaux, blev således mandag spurgt af en amerikansk journalist, hvorfor man åbner med Jeanne du Barry i kølvandet på anklagerne fra Johnny Depps ekskone.
Til det svarede direktøren ifølge Variety:
»Jeg kender ikke til Johnny Depps image i USA. For at være ærlig har jeg kun én regel i mit liv: Det er frihed til at tænke og frihed til at ytre sig inden for lovens rammer.«
Jeanne du Barry bliver vist 23.30 tirsdag, som altså er åbningsdagen for den 76 år gamle filmfestival.