Mange ser det som et enormt positivt skridt, at der bliver slået hårdt ned på korruption, siger ambassadør.

København/Islamabad. For tredje gang er Pakistans premierminister, Nawaz Sharif, afsat som regeringschef. Denne gang skyldes det beskyldninger om korruption, som skulle være foregået i 1990'erne.

Sagen har fyldt utrolig meget i Pakistan, siger Ole Thonke, Danmarks ambassadør i Pakistan.

- For første gang har man fået nogle egentlige domme fra en uafhængig retsinstans, som slår ned på korruptionen i landet, der er så omfattende.

- Mange ser det som et enormt positivt skridt, at der nu bliver taget et opgør med praksis i et land som Pakistan, siger han.

Beskyldningerne mod Sharif opstod, efter at de såkaldte Panama-papirer blev lækket i 2016.

Papirerne fra Panama indeholder titusinder af konti og selskaber, der mistænkes for at være brugt til skatteunddragelse. Her dukkede navne på Sharifs familiemedlemmer op.

Den nu afsatte premierminister skal angiveligt have hvidvasket penge fra den pakistanske stat tilbage i 1990'erne. Her sad han også ved magten ad flere omgange.

- Det er en 25 år gammel sag, vi snakker om, det er ikke noget, han har gjort i sin nuværende embedsperiode. Jeg tror, at flere er overrasket over, at man diskvalificerer ham for det.

- Han har øjensynligt fusket med bevismaterialet og prøvet at rette nogle ting til, og det mente retten var nok til at sige, at han ikke var ærværdigt medlem af parlamentet, siger ambassadøren.

I Pakistan skal man være medlem af parlamentet for at være minister.

Staten Pakistan blev oprettet i 1947 og har haft vekslende perioder med demokrati og militærdiktatur.

Ole Thonke fremhæver, at Pakistan er et ungt demokrati, og at ingen premierminister har holdt tiden på fem år ud. Det skyldes militærdiktatur, korruptionssager og skrøbeligheden ved det unge demokrati.

- Når det så er sagt, er landet inde i en mere stabil politisk periode, det er første gang, at man har haft så langt civilt styre, som vi nu har haft i ni år, siger han.

Ambassadøren er netop landet i Københavns Lufthavn og kan ikke give en øjenvidneberetning, efter at der er indsat politi og paramilitær i landets hovedstad, Islamabad. Han regner dog ikke med stor opstand i gaderne.

Første gang Sharif blev afsat, var det af den daværende præsident under beskyldninger for svindel.

I 1999 blev han væltet i et militærkup.

/ritzau/