Den ukrainske ambassade i Danmark har tirsdag modtaget en blodig pakke.

Det bekræfter Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Også det krigsramte lands ambassade i Rumænien har tirsdag været udsat for det samme.

Noget lignende er sket på ukrainske ambassader og konsulater over hele Europa i løbet af de seneste mange dage, hvor de blodige forsendelser en efter en er dukket op.

Pakkerne har ofte været gennemvædet af ildelugtende væsker suppleret af afskårne dyreøjne.

Det er sket eksempelvis i Ungarn, Holland, Polen, Kroatien, Spanien og Italien, mens der også er flere eksempler på, at der er dukket brevbombelignende genstande op.

Og altså nu også i Danmark, hvor Ukraines ambassade ligger i det centrale København. Der er ikke yderligere oplysninger om, hvad den blodige pakke her indeholder.

Ingen har taget ansvaret for de mange mystiske forsendelser, men Ukraine har offentligt mistænkt Rusland for at stå bag.