Den 27. marts 2015 blev Amanda Knox endegyldigt frifundet for drabet på hendes værelseskammerat Meredith Kercher. Nu fortæller hun om, hvordan medierne og dommere fordrejede sandheden.

»Jeg var knust. Hele verden havde bestemt, at jeg var skyldig, og de havde omskrevet hele sandheden,« fortæller Amanda Knox til TV 2 Norge.

I de første fem dage blev hun samlet set afhørt i 53 timer på et sprog, hun ikke forstod, om en sag, hun ikke vidste, hun var mistænkt i.

Knox blev to gange dømt skyldig og to gange frikendt igen, men på trods af beviserne om hendes uskyld, var dommerne og medierne mere optaget af den bedste historie frem for sandheden.

Hun oplevede, at hun blev 'set som en luder', der var så misundelig over Meredith, at hun voldtog og dræbte hende. Det var historien, dommerne og medierne lavede, fortæller hun.

Men beviserne kunne ikke underbygge den fortælling, og både hende og hendes daværende kæreste blev frifundet af højesteretten i Italien.

Selvom den rigtige gerningsmand har tilstået, beviserne peger på ham og han er dømt for mordet, føler Amanda Knox stadig, at hun bliver forbundet til mordet. Meredith Kerchers familie tror stadig, Amanda Knox er medskyldig, fortæller hun i interviewet med TV 2 Norge. Amanda Knox tør derfor ikke tage telefonen og ringe til dem.

»Jeg har aldrig turde at tage telefonen, ringe til dem, og sige: Hej! Jeg er Amanda Knox, er I klar til at tale med mig nu? Jeg føler, det bedste for mig at gøre, er at vente, indtil jeg får et tegn fra dem om at det er i orden,« siger hun.