250.000 køretøjer.
Så mange biler vil den japanske bilproducent Honda tilbagekalde inden for den nærmeste fremtid i USA.
Det skriver CNN.
Ifølge producenten selv skyldes det en produktionsfejl, som kan beskadige motoren.
Og det kan få motoren til at »køre forkert eller gå i stå under kørslen, hvilket øger risikoen for brand, kollision eller personskade«, lyder det i en meddelelse fra Honda til National Highway Traffic Safety Administration (NHTSA).
Tilbagekaldelsen betyder, at bilerne ikke vil være lovlige at færdes i.
I stedet vil ejere blive kontaktet personligt af Honda, og forhandlere vil således inspicere, reparere og udskifte motorerne gratis.
Det er 14. gang i 2023, at Honda tilbagekalder en mængde køretøjer, skriver CNN.
Det bringer det samlede antal af tilbagekaldte biler i 2023 op på tre millioner.