Alle stemmer er talt op efter mandagens valg i Norge, og de viser stor sejr til rødgrønne partier.

Med alle stemmer optalt i Norge står Arbeiderpartiet (Ap), Senterpartiet (Sp) og Sosialistisk Venstreparti (SV) tilsammen til 89 mandater i Stortinget og dermed flertal.

Det viser resultaterne fra VG's valgopgørelse.

Der er i alt 169 mandater i Stortinget. Således kræver et flertal 85 mandater.

Det betyder, at Ap-leder Jonas Gahr Støre står til at blive Norges nye statsminister med Sp og Sv - hans to foretrukne samarbejdspartnere.

Det betyder desuden, at Støre slipper for at være afhængig af støtte fra Rødt (R) eller Miljøpartiet De Grønne (MDG).

R kommer ind med otte mandater, mens MDG får tre.

De tyske socialdemokraters kanslerkandidat, Olaf Scholz, har tirsdag formiddag lykønsket Støre med sejren.

- Det er dejligt at se, at alle skandinaviske regeringer vil blive styret af socialdemokrater, skriver Scholz blandt andet på Twitter.

Selv om venstrefløjen med Støre i spidsen står med valgsejren i Norge, har Støres parti, Arbeiderpartiet, fået det næstdårligste valg siden 1924.

Omvendt har Senterpartiet og Sosialistisk Venstreparti oplevet en ret markant fremgang.

Støre mener ifølge VG, at det er naturligt at begynde med at forhandle en regering på plads sammen med SV og Sp.

Han vil dog i de kommende dage også tage sig tid til at tale med både R og MDG.

Med de rød-grønne ved roret er der ifølge VG gode grunde til at forvente ændringer i arbejdsmarkedspolitikken i Norge.

Jonas Gahr Støre har gjort det tydeligt, at han i spidsen for en regering vil arbejde for, at flere får faste fuldtidsstillinger. Han vil blandt andet foretage ændringer i arbejdsmiljøloven.

Både Sp og SV går også ind for at gøre det vanskeligere for arbejdsgivere at ansætte personer i midlertidige stillinger.

Til gengæld kan der opstå tovtrækkeri mellem de tre partier, når det kommer til blandt andet oliepolitik, ejendomsskat og vejen til at nå klimamålene i Parisaftalen.

/ritzau/