NEPAL: Et nepalesisk fly med 18 personer om bord - heriblandt en dansker - forsvandt søndag over Nepal. Myndighederne betragter flyet - et canadisk produceret Twin Otter-fly - som styrtet, men det er endnu ikke lykkedes at finde nogle vragrester.

Helikoptere er blevet tilbagekaldt på grund af kraftig regn og senere nattemørke, og nu foregår eftersøgningen af vraget til fods. Både politifolk og soldater deltager i eftersøgningen, men de står overfor en svær opgave.

- Det formodede nedstyrtningssted er formentlig langt fra beboede områder, fler timers vandring op ad bakke i vildnisset, siger chefflyvedere Bimlesh Lal Karna fra Tribhuvan International Airport.

Tidligere søndag forlød det, at det nedstyrtede fly var blevet fundet i Khidim-junglen i Arghakhanchi-området, men nu fortæller The Himalayan Times korrespondent, som er sammen med et eftersøgningshold fra nepalesisk politi, at der ikke er fundet spor af noget flyvrag i området.

Politifolkene befinder sig nu i Tingire området i Arghakhanchi, men heller ikke her er der fundet nogen spor efter flyet.

En talsmand for flyselskabet Nepal Airlines Corporation (NAC) fortæller, at redningsholdene foreløbig ikke har fundet spor af flyet. Rapporter i flere medier om det modsatte er ren spekulation, siger talsmanden.

Det lille to-motors fly forsvandt kort efter, at det lettede fra Pokhara-lufthavnen i det centrale Nepal, oplyser lokale myndigheder til AFP.

- Det nepalesiske fly med 15 passagerer lettede fra Pokhara-lufthavnen klokken 13.30 (lokal tid, red.) og forsvandt 15 minutter senere, siger en polititalsmand til nyhedsbureauet.

En anden talsmand, Ram Hari Sharma, er citeret for at sige, at 'En af passagererne er fra Danmark. Resten om bord er fra Nepal'.

I alt er der 18 personer om bord på flyet - 15 passagerer, heriblandt et barn, og tre besætningsmedlemmer.

Udenrigsministeriets Borgerservice bekræfter over for Berlingske Nyhedsbureau, at der var en dansker om bord på det fly, der er forsvundet ned i Nepal. De pårørende til danskeren er underrettet.

Flyet, der er fra det nepalesiske flyselskab Nepal Airlines, var på vej fra Pokhara til byen Jumla, der ligger omkring 350 kilometer vest for Nepals hovedstad, Kathmandu, da flyveledere mistede kontakten med piloten.

En eftersøgning er sat i gang, og der meldinger om, at to helikoptere er blevet nødt til at vende om på grund af kraftig regn.

'Vejret var ikke dårligt, da flyet blev meldt forsvundet. Det er det nu,' siger en lufthavnstalsmand i Kathmandu til AFP.

'Vi sender endnu en af sted fra Kathmandu,' tilføjer han.

Nepal har gennem de seneste mange år oplevet en række flystyrt, ofte som følge af uerfarne piloter og dårlig vedligeholdelse af flyene.

Udenrigsministeriets Borgerservice oplyser til Berlingske Nyhedsbureau, at man er i gang med at undersøge sagen.

Sort-listet

I december sortlistede EU alle Nepals flyselskaber på grund af dårlig sikkerhed og forbød dem at flyve til EU-lande.

For to år siden overlevede to danskere et flystyrt i Nepal modsat størstedelen af de i alt 22 passagerer i flyet, der var fra det lokale selskab Agni Air. Det var dengang Agni Airs andet styrt på mindre end to år.

I august 2010 styrtede et af selskabets fly på vej til Mount Everest i dårligt vejr uden for Kathmandu. 14 mennesker omkom.