Vildfarne møbler, brækkede lemmer og kaotisk stemning.

Der har været stribevis af ubehagelige fortællinger fra krydstogtskibet Viking Sky, der lørdag eftermiddag var særdeles tæt på at sejle ind i store klipper.

Men hvis man graver lidt dybere, gemmer der sig også en heltefortælling.

Mange af de passagerer, der de sidste 48 timer har været på ufrivilligt visit i Molde, fortæller nemlig alle den samme historie fra skibet.

Historien om skibspersonalet.

»Skibspersonalet har simpelthen været så fantastiske hele vejen igennem. De har været bange og sultne som os, men har ikke vist det. Det har været så godt,« sagde 55-årige Debra eksempelvis til B.T.'s udsendte medarbejder i Molde søndag.

Og hun er bestemt ikke den eneste. B.T. har talt med i omegnen af 15 passagerer fra skibet, og fælles for næsten dem alle er, at de udnævner skibspersonalet som heltene i det, der kunne have været endt som en stor katastrofe.

Personalet roses for at udvise mod, da de enorme bølger og fire slukkede motorer skabte kaostilstande på Viking Sky lørdag eftermiddag.

»Vi var alle bange, og flere græd. Men personalet... de var simpelthen så gode, selvom de nok også var bange. De tog sig af os og gav os god information, og de har bare været der hele vejen,« fortæller 53-årige James til B.T.'s medarbejder i Molde mandag aften.

Men det ikke kun fra passagererne, at personalet får rosende ord med på vejen.

I løbet af mandagen foretog norske myndigheder nemlig det første tilsyn på krydstogtskibet, og mandag aften kunne der gøres foreløbig status.

'Foreløbigt er det for tidligt at drage konklusioner om, hvad der er årsagen til, at skibet mistede motorkraft ved Hustadvika lørdag eftermiddag. Men det, som står helt klart, er, at da først hændelsen indtraf, har skibspersonalets kompetencer og indsats været en væsentlig faktor for, at det endte godt,' skriver Sjøfartsdirektoratet i en pressemeddelelse.

Mandag aften er der stadig lys i flere kahytter på det store krydstogtskib, for selvom bus efter bus med passagerer i løbet af dagen har forladt kajen, befinder der sig stadig især mange amerikanere på skibet.

Billede taget af skibet mandag aften, hvor der stadig er lys i mange kahytter. Vis mere

En af dem er 69-årige Lauren, som B.T's udsendte møder mandag eftermiddag.

Hun er blevet træt af skibets mad, så nu står den på en tur ned gennem Moldes gader for at finde en burger.

Lauren har også kun godt at sige om det personale, der stadig er behjælpelige på skibet.

»Jeg glæder mig enormt meget til at komme hjem, og vi er mange, som bare venter. Men det hjælper meget med personalet, der er så søde og forstående deroppe,« siger hun og sætter kursen mod Moldes madscene.