»Knap en bajer op. Knap to bajer' op. Knap hellere tre, næ, jeg får en idé: Knap fire op! Træk fem bajer' op. Træk seks bajer' op. I tror det er lyv, men jeg har lyst til syv. Træk otte op.«

Sådan sang Bjarne Liller for efterhånden mange år siden, men den var næppe gået i dag. Ikke i Danmark – og især ikke i Canada.

Her har de nemlig for nylig indført nye anbefalinger for alkoholindtag.

Og mens anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen i Danmark lyder på maksimalt 10 genstande om ugen, går de canadiske sundhedsmyndigheder meget længere:

Driks maksimalt to genstande om ugen.

Sådan lyder det ifølge The Guardian fra de canadiske sundhedsmyndigheder i en serie nye anbefalinger, der netop er landet i denne uge.

Advarslen fra Det Canadiske Center for Rusmidler og Afhængighed lyder, at alkohol selv i moderate mængder kommer med alvorlige sundhedsrisici, herunder kræft, hjertesygdomme og slagtilfælde.

De nye anbefalinger, der er betalt af Canadas sundhedsmyndigheder, er et radikalt skifte fra de forrige anbefalinger fra 2011. Der hed det maksimalt ugentligt 10 genstande for kvinder og 15 for mænd.

Forskerne bag fortæller, at de bare fremlægger det, videnskaben ved om alkohol for offentligheden, men det har affødt en heftig debat i Canada.

En professor, Dan Malleck fra Brock University, kalder for eksempel anbefalingerne »uansvarlige«.

»Undersøgelsen ignorerer fuldstændig nydelsen og stresslindringen og det kollegiale sammenhold forbundet med alkohol. Vi er ikke bare maskiner med inputs og outputs af kemikalier og næring. Vi eksisterer i et socialt rum. Og det har indflydelse på vores helbred,« siger sundhedsprofessoren.

Herhjemme, hvor anbefalingerne sidste år blev sænket til de 10 genstande ugentligt, har der tilsvarende været debat om alkoholindtag i januar. Det var tidligere sundheds- og justitsminister, og nu direktør i Bryggeriforeningen, Nick Hækkerup, der i branchens fagblad gik til kamp mod anbefalingen.

»Deres genstandsgrænse på lige præcis 10 er der jo ingen evidens for,« sagde Hækkerup og blev hurtigt modsagt af Sundhedsstyrelsen.