Der blev affyret advarselsskud.
Sådan lyder det nu i en erklæring fra Algeriets forsvarsministerium, efter at landets kystvagt i sidste uge skød og dræbte to turister på vandscooter
»Efter flere forsøg, blev der skudt mod en vandscooter,« som det lyder ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Det var i tirsdags, at fire mænd tilsyneladende forvildede sig fra marokkansk til algerisk farvand ved en fejl.
Landene har et særdeles anspændt forhold til hinanden, og grænserne mellem de to nordafrikanske lande har været lukket siden 1994.
En bror til en af de dræbte har fortalt, hvordan en sort gummibåd pludselig kom sejlende. Og herfra blev der affyret skud mod dem.
»Gudskelov blev jeg ikke ramt, men de dræbte min bror og min ven. De anholdt min anden ven. Fem skud ramte min bror og min ven. Min anden ven blev ramt af ét skud,« har Mohammed Kissi tidligere forklaret.
Ny lyder det altså fra Algeriets side, at der først blev skudt advarselsskud.
»Fordi det maritime grænseområde er udsat for intens aktivitet fra narkosmuglingsbander og organiseret kriminalitet, affyrede medlemmer af kystvagten advarselsskud,« forklares der i erklæringen.
Det afviser Mohammed Kissi dog i en ny udtalelse til Reuters.
»Jeg hørte ikke nogen advarselsskud. Jeg hørte kun skud, der kom direkte mod os og dræbte min bror Bilal,« fortæller han.
Han og de øvrige efterladte vil nu sagsøge de algeriske myndigheder for drab og drabsforsøg.
De marokkanske myndigheder har endnu ikke udtalt sig om sagen.