Den demokratiske politiker og aktivist Alexandria Ocasio-Cortez undersøges af det særlige udvalg for etik og kontrol i Repræsentanternes Hus.
Det fremgår af en pressemeddelelse og en artikel i Forbes.
Pressemeddelelsen var sparsom med informationer, men ifølge Business Insider havde udvalget modtaget en henvisning fra Office of Congressional Ethics – et separat kontor, der gennemgår anklager om urederligheder.
Lauren Hitt, talskvinde for Alexandria Ocasio-Cortez fortæller, at hun forventer, at sagen bliver lagt ned.
»Kongresmedlemmet (Alexandria Ocasio-Cortez, red) har altid taget etik meget seriøst ved blandt andet at nægte donationer fra lobbyister, virksomheder og andre interessenter,« lyder det fra talskvinden.
Office of Congressional Ethics modtog klagen i juni i år. Når en sag overdrages dertil skyldes det som oftest, at der er en mulighed for, at en etisk lov er blevet brudt.
Men komiteens formand, Susan Wild fra Demokraterne og det højtstående medlem Michael Guest fra Republikanerne meddeler, at det ikke i sig selv indikerer, at der er sket nogen overtrædelser eller fordømmende handlinger.
I september 2021 skrev en konservativ gruppe en klage til Office of Congresional Ethics, efter at Alexandria Ocasio-Cortez havde deltaget i det årlige fundraising-gallashow, Met Gala. Den konservative gruppe påstod, at billetten var en ulovlig gave.
Alexandria Ocasio-Cortez' talskvinde svarede ikke tilbage på Forbes henvendelse, om hvorvidt undersøgelsen omhandlede hendes optræden til gallaen, hvor hun var iført en kjole med teksten 'Tax the Rich' (beskat de rige, red).