Han kaldes ‘Europas sidste diktator’, og i gaderne skriger folket på forandring og demokrati, mens knippelregnen hagler ned over dem.

Selv synes Alexander Lukasjenko at være krøbet i flyverskjul. Nogle påstår tilmed, at han er flygtet til Tyrkiet. At han rider stormen af i tryg afstand, indtil han igen kan iføre sig jernhandsken. Måske.

Men hvem er han, Hvideruslands brutale leder, som gennem 26 år har styret sit land med hård hånd? Som kalder det bedre at være diktator end bøsse, som overbeviste sin befolkning om, at corona skulle drikkes væk med vodka.

Manden, som nægter at lade sig skille fra den kone, han ikke har boet sammen med siden 1994. Ham, der angiveligt har en affære med en 22-årig skønhedsdronning, har en søn med en tidligere elskerinde, som han kører i stilling som arvtager?

»Han er lidt af en sovjetisk figur, der hænger fast i fortiden og overhovedet ikke har føling med, at hans folk har udviklet sig. Han befinder sig stadig i starten af 1990'erne,« lyder den overordnede vurdering fra DR's ruslandkorrespondent, Matilde Kimer.

Kælenavnet, som Alexander Lukasjenko ynder at bruge om sig selv, er ‘Far’. Landets hårde, men retfærdige far, der guider sit mindre begavede folk i den rette retning.

Men valget af kælenavn er dog ikke uden en vis ironi. For da han for snart 66 år siden kom til verden som søn af en fattig malkepige i en lille bygd, var skammen over at vokse op uden en far i årevis Lukasjenkos faste følgesvend. Og i skolen blev han udsat for voldsom mobning over netop dét.

At han en dag skulle blive præsident lå altså på ingen måde i hans kort, ligesom karrierevalget – landbruget og militæret – heller ikke afspejlede det.

Først i 1990, hvor Hviderusland var på vej til at blive en selvstændig nation, og han blev valgt ind i republikkens øverste råd, begyndte en politisk karriere at tegne sig for den 36-årige Lukasjenko.

Takket være en ihærdig indsats mod korruption var hans popularitet i befolkningen så stor, at han løb med 80,1 pct. af stemmerne, da han valgte at stille op til landets første demokratiske valg i 1994. Et tal, der dengang ikke var grund til at betvivle. Modsat alle de efterfølgende valg. Inklusive det netop afholdte.

»Men dén Lukasjenko, som de valgte i 1994, er ikke ham, de har i 2020. De fik en præsident, der lovede stabilitet og sikkerhed. Og det gav han. Men han sugede også enhver form for globalisme ud af det politiske system og centraliserede magten hos sig selv,« siger Matilde Kimer om dén forvandling, som Alexander Lukasjenko har gennemgået i de 26 år, han har siddet benhårdt på magten.

Da Lukasjenko kom til magten i 1994 ved det første demokratiske valg i Hviderusland, vakte han begejstring overalt. Her ses mødes han med daværende præsident Clinton.
Da Lukasjenko kom til magten i 1994 ved det første demokratiske valg i Hviderusland, vakte han begejstring overalt. Her ses mødes han med daværende præsident Clinton. Foto: TIM SLOAN
Vis mere

Jerngrebet har dog ikke forhindret sladder og rygter om ‘Europas sidste diktator’, som blot var en stor skoledreng, da han forelskede sig i Galina Zhelnerovich. I 1975 blev de gift og fik to sønner.

Men siden han 1994 blev valgt som præsident, har parret boet hver for sig, og hun optræder kun sjældent ved hans side. Han nægter at lade sig skille. Måske på grund af sit eget barndomstraume.

Så i flere årtier har landets førstedame boet alene i den lille bygd, hvor de voksede op. Hun arbejder i landbruget. Er glad for alkohol. Og fortæller angiveligt fuldemandshistorier om sin mand til enhver, der gider høre på dem.

»Og så er der alle de saftige rygter om hans forkærlighed for unge, smukke kvinder,« fortæller Matilde Kimer.

Den seneste er 22-årige Maria Vasilevich, som for to år siden blev kåret som landets skønhedsdronning.

Siden har hun ikke alene ledsaget Lukasjenko ved en række officielle begivenheder i ind- og udland, i november ‘forærede’ han hende også en plads i parlamentet. Uden at have været på valg. Uden at have nogen politisk erfaring.

Hun er ikke den første. Sikkert heller ikke den sidste. Hans modstandere taler i hvert fald gerne om, at Lukasjenko har sin egen personlige escortservice.

Mens landets førstedame lever ydmygt og alkoholiseret i parrets fødeby, fører Lukasjenko sig frem på dansegulvet med sin seneste erobring, den 22-årige tidligere Miss Hviderusland, Maria Vasilevich.
Mens landets førstedame lever ydmygt og alkoholiseret i parrets fødeby, fører Lukasjenko sig frem på dansegulvet med sin seneste erobring, den 22-årige tidligere Miss Hviderusland, Maria Vasilevich. Foto: HANDOUT
Vis mere

»Hans familiære forhold er i det hele taget lidt af en hemmelighed,« siger Matilde Kimer og nævner den i dag 15-årige søn Nikolai, som ud af det blå pludselig dukkede op ved Lukasjenkos side.

»Ham har han nærmest groomet som sin arvtager og taget med til alt – fra møder med Vladimir Putin til generaler – fra han var helt lille. Men ingen har nogensinde turdet spørge ‘Far’, hvem moderen er,« fortæller Matilde Kimer.

Ifølge adskillige medier er moderen Lukasjenkos tidligere livlæge, som altså også var hans elskerinde. I hvert fald frem til sønnens fødsel.

Sønnen Nikolai - som Lukasjenko fik for 15 år siden med en elskerinde - er i årevis blevet kørt i stilling til at være arvtager til posten.
Sønnen Nikolai - som Lukasjenko fik for 15 år siden med en elskerinde - er i årevis blevet kørt i stilling til at være arvtager til posten. Foto: TATYANA ZENKOVICH/EPA
Vis mere

Det hedder sig, at hun aldrig har fået lov til at se sin søn. Og at hun i dag skulle være indlagt på et psykiatrisk hospital.

»Men al det er hviderusserne ligeglade med. For deres skyld kan han knalde med hvem, han har lyst. Bare han gad lade være med at være præsident,« siger Matilde Kimer.

Om Alexander Lukasjenko gider lade være med det, er så en helt anden sag. Men den erfarne korrespondent er ikke i tvivl om, at det kan han blive nødt til.

For selv om ‘Far’ stadig har loyale støtter rundt omkring i landet blandt den ældre befolkningsgruppe – som kun ved, hvad det statslige tv fodrer dem – så svinder flokken ind.

»Jeg er sikker på, at han ikke overlever denne revolution. For den helt store forskel i forhold til tidligere valg er, at frygten nu er mindre end trangen til forandring. Folk er villige til at ofre deres job og sikkerhed på det.«

Kilder: The Telegraph, The Times, Wikipedia