Manden bag udgivelsen af Albert Einsteins private dagbogsnotater fra 1920'erne er forarget over indholdet.

Mellem oktober 1922 og marts 1923 oplevede Albert Einstein på en rundrejse, hvad Asien havde at byde på inden for kunst, videnskab og filosofi.

Men samtidig viser netop udgivede dagbogsnotater fra perioden ifølge The Guardian, at Albert Einstein var sylespids i tonen, når han skulle beskrive de folkeslag, han mødte.

Samtidig gjorde fysikeren sig ingen anstrengelser for at skjule sine fordomme over for især kineserne.

Om dem bemærkede Albert Einstein, at de var 'flittige, beskidte og stumme mennesker'. Derudover iagttog han, at kineserne ikke sad på bænke, når de spiste.

I stedet 'sad de på hug, som europæerne gjorde, når de skulle træde af på naturens vegne i skoven'. Ydermere beskrev Albert Einstein kineserne som 'overflodens afkom'.

Ze'ev Rosenkranz, der er redaktør på udgivelsen af Albert Einsteins rejsedagbøger, siger, at mange mennesker vil finde fysikerens kommentarer om kineserne 'ubehagelige'.

»De står i kontrast til hans offentlige image som det store humanitære ikon. Det er noget af et chok at læse dette sammenlignet med hans offentlige udtalelser. Det her er mere under radaren, han regnede ikke med, at de skulle offentliggøres,« siger Ze'ev Rosenkranz til The Guardian.

Det står ikke klart, om Albert Einstein reelt var racist eller 'blot' bestyrtet over den fjerne nations kultur.

Hidtil har man antaget, at legenden tog afstand fra racisme, som han kaldte 'den hvide mands syge'.

Men da fysikeren lod dommen falde over kineserne, skete det med følgende svada:

'Det vil være en skam, hvis disse kinesere erstatter alle andre racer. Bare tanken er ubeskriveligt ubehagelig,' skrev Albert Einstein.

'The Travel Diaries of Albert Einstein' er udkommet på forlaget Princeton University Press, der hører under universitetet af samme navn.

Albert Einstein døde i 1955 som 76-årig.