Et lovforslag, der forbyder stort set alle aborter i Alabama, mangler nu kun en underskrift fra guvernøren.

Senatet i den amerikanske delstat Alabama har natten til onsdag dansk tid godkendt et lovforslag, der vil forbyde stort set alle aborter, herunder aborter i voldtægtssager og ved incest.

Tidligere er forslaget blevet godkendt i Repræsentanternes Hus i delstaten. Dermed mangler forslaget nu kun den republikanske guvernør Kay Iveys underskrift.

Hun har indtil videre ikke bekræftet, at hun vil skrive under, men guvernøren er kendt som en stærk modstander af abort.

Lovforslaget, der passerede med 25 stemmer for og 6 imod, vil træde i kraft, et halvt år efter at det er blevet underskrevet af guvernøren.

Det vil dog uden tvivl møde juridisk modstand fra blandt andet rettighedsorganisationer, der allerede har varslet søgsmål mod staten, hvis forslaget bliver vedtaget.

Alene i år i USA er der blevet indført strengere regler for abort i 16 delstater. I Kentucky, Ohio, Mississippi og Georgia har man sågar vedtaget lovforslag, der helt forbyder abort, hvis der kan påvises et hjerteslag.

Det betyder, at abort vil være ulovligt, så snart et fosters hjerteslag kan registreres. Det kan man typisk efter seks uger - et stadie hvor mange kvinder ofte endnu ikke ved, at de er gravide.

Lovforslaget i Alabama forbyder dog aborter på ethvert tidspunkt. Samtidig risikerer personer, der udfører aborter, at blive straffet med mellem 10 og 99 års fængsel.

Senatet, der kontrolleres af Republikanerne, nedstemte også et demokratisk ændringsforslag, der gik ud på at tillade aborter for kvinder og piger, der har været udsat for voldtægt eller incest.

Tilhængere af forbuddet i Alabama mener, at retten til liv for det ufødte barn er vigtigere end næste alle andre rettigheder. Den eneste undtagelse er, hvis kvindens liv kan være i fare.

For nylig har den amerikanske skuespiller og MeToo-aktivist Alyssa Milano opfordret til sexstrejke.

Det skete, efter at Georgias republikanske guvernør, Brian Kemp, tirsdag satte sin underskrift på det såkaldte hjerteslags-lovforslag.

- Vær med til ikke at have sex, indtil vi får kropslig selvstændighed. Jeg opfordrer til sexstrejke. Sig det videre, skrev Milano på Twitter.

/ritzau/Reuters