En islamistisk gruppe tager skylden for en gidseltagning i Ouagadougou, hvor flere meldes dræbt.
Ouagadougou: Den militante gruppe al-Qaeda i det Islamiske Maghreb (Aqim) tager skylden for et angreb i Burkina Faso fredag aften.
Det skriver Site, der specialiserer sig i at overvåge militante grupper, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Bevæbnede mænd har ved angrebet taget et ukendt antal mennesker som gidsler på et hotel og kasino i hovedstaden Ouagadougou.
En ansat på hotellet siger til AFP, at flere er døde.
Angrebsmændene stormede hotellet, der ligger i et forretningskvarter, sent fredag.
De satte adskillige biler i brand og affyrede varselsskud for at holde folk væk. Da nationalgarden ankom, førte det til skudveksling mellem angrebsmændene og sikkerhedsfolkene.
Et højtstående medlem af Aqim opfordrede i december alle muslimer i adskillige lande, heriblandt Burkina Faso, til at udføre jihad - hellig krig, skriver Reuters.
Aqim tog sammen med to andre grupper i november skylden for et hotel-angreb i Mali, hvor 20 mennesker blev dræbt i en lignende gidseltagning.
/ritzau/