Mange ukrainere har forladt hovedstaden af frygt for russisk angreb. B.T. har mødt en bevægelse, der arbejder for at få folk til at blive.

»Det er vigtigt, at vi viser russerne og resten af verden, at vi ikke løber vores vej. Vores besked til vores landsmænd er, at de skal blive og modstå et eventuelt russisk angreb,« siger Illia Kononov, talsperson for Bevægelsen Mod Kapitulation.

Bevægelsen blev sat i verden i 2019 for at modarbejde russisk indflydelse på Ukraines demokrati. Nu har den fået en ny opgave. Og der blæses til samling mod Ruslands mægtige, røde hær.

»Det kan godt være, at Rusland har mange veltrænede soldater, men det har vi også, og vi er ekstra motiverede, fordi vi kæmper for vores land og frihed. Vi har kæmpet mod Rusland i mere end otte år, og vi har brug for opbakningen fra folket,« siger Illia Kononov til B.T.

B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, dækker krisen i Ukraine fra hovedstaden Kiev
B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, dækker krisen i Ukraine fra hovedstaden Kiev
Vis mere

Kiev er en skygge af, hvad den var for bare et par uger siden. Der er langt færre mennesker på gaden. Den lokale grønthandler et par hundrede meter fra mit hotel klager sin nød.

»Der er langt færre kunder end på en normal mandag. Det er skidt for pengepungen, men det betyder også, at jeg kan brænde inde med en masse frugt,« siger grønthandleren Sergei til B.T. i Kiev.

Han har dog ikke i sinde at forlade hovedstaden, og Illia Kononov tror, at mange vil blive – ligegyldigt hvad.

»Selvfølgelig er der nogen, der tager afsted, og det er forståeligt nok. Men vi er mange, der ikke rokker os, og vores bevægelse prøver aktivt at overbevise byens borgere om, at de ikke skal lade sig skræmme af russerne.«

Civilister bliver sat ind i, hvordan man bruger våben i Kiev.
Civilister bliver sat ind i, hvordan man bruger våben i Kiev. Foto: SERGEY DOLZHENKO
Vis mere

Han forudser voldsomme gadekampe, og han tror ikke på, at russerne bare vil løbe Kiev over ende.

»Det bliver et blodbad for den russiske hær. Selvfølgelig vil vi også lide store tab. Men vi har lært at kæmpe i undertal. Når det gælder gadekamp, så er det ikke altid antallet, der afgør det. Russerne vil lide større tab end os, hvis de angriber Kiev,« siger Illia Kononov til B.T.

Talsmanden for Bevægelsen Mod Kapitulation påpeger, at det er nemmere at gemme sig for dem, der forsvarer sig i byen.

»Der vil være farer for russiske soldater bag hvert hjørne og i hvert vindue. Det er ikke nemt at føre en offensiv i en storby. Det ved russerne også godt.«

Mange ukrainere har meldt sig til civilforsvarsgrupper. Her trænes der udenfor Kiev
Mange ukrainere har meldt sig til civilforsvarsgrupper. Her trænes der udenfor Kiev Foto: SERGEY DOLZHENKO
Vis mere

Beskeden fra den ukrainske aktivist afspejler det, premierminister Volodymyr Zelenskyj sagde i weekenden, hvor han bad ukrainerne om at bevare roen og vise mod.

Taler man med ukrainerne på gaden, så er der mange – unge som gamle – som siger, at de har tænkt sig at kæmpe, hvis Putin virkelig beslutter sig for at angribe. Der er udsigt til et uhyggeligt blodbad med store tab på begge sider, hvis det skulle komme så vidt.