»Jeg har været i denne branche i 40 år, og det her er noget, man nærmest aldrig ser.«

En sjælden tendens er tilsyneladende i øjeblikket ved at udspille sig på aktiemarkedet.

Det forklarer værten på det amerikanske finansprogram 'Mad Money', Jim Cramer, ifølge tv-kanalen CNBC, som programmet bliver vist på.

I programmet forklarer værten, at aktiepriserne stiger som følge af positive nyheder, men at ændringerne sker over længere tid og flere handelsdage, end man tidligere har set.

Normalt vil positive nyheder blive regnet ind i prisen i løbet af én handelsdag:

»I stedet tager det dagevis for gode nyheder at arbejde sig ind i aktieprisen, hvilket giver dig flere chancer for at købe, mens den er på vej op. Jeg har været i denne branche i 40 år, og det her er noget, man nærmest aldrig ser,« forklarer han.

På den baggrund fremhæver Jim Cramer aktier fra blandt andre Norwegian Cruise Line, Ford og General Motors.

De to sidstnævnte er steget mere end seks procent den seneste uge, mens aktierne i krydstogtselskabet Norwegian Cruise Line er steget med et tocifret tal to dage efter, at selskabet bad sundhedsmyndighederne om klarmelding til at kunne gennemføre rejser til sommer.

»Et aktierally (brede kursstigninger, red.), som ikke får sælgerne frem, er en ekstremt god ting, og det er præcis det, vi ser nu,« forklarer Cramer ifølge CNBC i programmet.