Overfald og voldtægter på gæsterne er et juridisk mareridt for den populære amerikanske udlejningstjeneste Airbnb, som tusindvis af danskere også benytter flittigt.

Senest er det kommet frem, at Airbnb har betalt en kvindelig turist et beløb på godt 43 millioner kroner (syv millioner dollar), efter hun blev voldtaget i en udlejet lejlighed i New York.

Det skriver Bloomberg News.

Den 29-årige australier havde sammen med nogle venner lejet en lejlighed nær Times Square på Manhattan via Airbnb-portalen for at opleve nytåret 2015/2016.

Og nøglen havde de fået udleveret ved disken i en nærliggende bar – uden at vise identifikation i øvrigt.

Kort efter midnat nytårsaften sagde hun farvel til sine venner i byen og låste sig alene ind i lejligheden på første sal. Kort efter viste det sig, at det havde en ung mand også gjort kort inden – formentlig med en kopi af nøglen.

Han overraskede den australske turist på badeværelset, og bevæbnet med en køkkenkniv smed han hende på sengen og voldtog hende.

Efter voldtægten tog han sit offers mobiltelefon med sig, men ved hjælp af en iPad lykkedes det hende at slå alarm til vennerne i byen, som straks fik fat i politiet.

Og allerede en times tid senere blev den 24-årige gerningsmand pågrebet, da han vendte tilbage til ejendommen, hvor politiet var kommet til stede.

I hans rygsæk gjorde betjentene tre belastende fund: en kopi af nøglen til lejligheden, en kniv og en af offerets øreringe.

Voldtægtsepisoden fik med det samme også Airbnbs eget sikkerhedsteam til at gå i aktion. Voldtægtsofferet blev blandt andet overflyttet til et trygt hotel, og hendes mor blev fløjet ind fra Australien, ligesom en række andre bistandstiltag blev sat i værk.

Tidligere eksempler på forulempelse af portalens brugere har givet så dårlig presseomtale, at tjenesten har etableret et hemmeligt, men effektivt beredskab, som er klar til at rykke ud over hele verden i tilfælde af virkelig alvorlige hændelser.

Ifølge Bloomberg News anses den interne sikkerhedstjeneste for at være særdeles vigtig, fordi Airbnbs forretningsmodel er bygget op på håbet om, at fremmede kan stole på hinanden. Hvis det viser sig ikke at være tilfældet, kan det betyde færre brugere, flere retssager og strammere regler.

Derfor opererer Airbnb nu ifølge erhvervsmediet med omkring særlige sikkerhedsagenter med base i storbyer i både Nordamerika, Europa og Asien. Og de har nærmest ubegrænsede beføjelser til at være brandslukkere, der kan hjælpe ofre for alvorlige hændelser i Airbnb-boliger på alle tænkelige måder.

Heriblandt flybilletter (også til pårørende), alternativ indkvartering, forplejning, omsorg, sundhedsudgifter og tests for kønssygdomme for voldtægtsofre.

Eller at hyre eksperter til at fjerne blodpletter fra gulvtæpper eller dække skudhuller i vægge.

»Pengekanonen bliver fyret af,« som en tidligere Airbnb-sikkerhedsafdelingen beskriver det.

Udlejningstjenesten har tidligere set, hvor meget dårlig omtale isolerede hændelser kan udløse. Eksempelvis allerede i 2011, hvor en Airbnb-udlejer i Barcelona voldtog to amerikanske lejere efter at have drukket dem fulde.

Da kvinderne næste morgen anmeldte voldtægterne, truede udlejeren med at lægge videooptagelser af overgrebet på nettet, hvis de ikke trak anmeldelserne tilbage. En ransagning afslørede bagefter optagelser af hundredvis af tidligere overgreb i hans bolig.

Det kostede gerningsmanden 12 års fængsel og udelukkelse for evigt fra Airbnb, som også betalte de to voldtagne kvinder et ikke oplyst beløb i godtgørelse.

Airbnb blev grundlagt i 2008 af tre unge amerikanere, der havde delt værelse. De er í dag alle tre mulitmilliardærer.

Virksomhedens værdi blev mere end fordoblet, da Airbnb sidste år gik på børnsen i New York, og udlejningstjenesten har i dag et netværk på mere end fire millioner værter i omkring 100.000 byer i verden.