Hver dag er der 15 nye tilfælde.
En lille aggressiv fisk gør for tiden livet surt for badegæsterne ved strandene i den spanske by Alicante.
»De bliver tiltrukket af modermærker, vorter og små sår på huden – især hos ældre mennesker. De bider, indtil du bløder, og laver huller i huden.«
Sådan skriver lokalavisen Informacion om den fem til 20 centimeter lange fisk oblada melanura.
Fisken går simpelthen til angreb på folk i vandet, og de uheldige, der har været i nærkontakt med den krigeriske svømmer, beskriver den alle med det særlige kendetegn: En sort hale.
Eksperter peger på, at det måske er det varmere vand i Middelhavet, der har fået fisken til at ændre adfærd.
Havforsker og professor Alonso Ramos siger til avisen, at det varmere vand kan tænkes at påvirke fiskens stofskifte og gøre den mere sulten.
Det er dog langt fra første gang, at der er problemer med den sultne fisk, der angriber badegæster.
I august 2017 kom de første meldinger om fisken, som hapsede lidt af folk i vandet.