Der er ingen interessekonflikt forbundet med opførelsen af et nyt Trump-hotel på offentlig jord i Washington.

Washington D.C.. Det er ikke i strid med føderal lovgivning, at den amerikanske præsident, Donald Trump, har fået et hotel opført med sit navn i den amerikanske hovedstad, Washington D.C., få hundrede meter fra Det Hvide Hus.

Det har det uafhængige agentur U.S. General Services Administration (GSA) afgjort torsdag.

Dermed ryster Trump en sag af sig, som har udsat præsidenten for kritik, siden hotellet åbnede i efteråret 2016.

Kritikken har lydt på, at der er en klar interessekonflikt forbundet med, at han som præsident også har sit navn på et hotel, som er opført på offentlig grund.

Luksushotellet, der er placeret i et historisk postkontor, har Donald Trump som både udlejer og forpagter, mener kritikerne.

Hotellets advokater afviser den påstand som grundløs.

Det er demokratiske politikere, der har bedt GSA, der er ansvarlig for offentlig grund og bebyggelse, om at redegøre for lejekontrakten.

De havde efter alt at dømme håbet på et andet udfald.

I januar sagde Donald Trump, at han fortsat ville være ejer af sit globale forretningsimperium. Han har dog givet kontrollen med sin forretning til sine to ældste sønner, mens han er præsident.

Præsidentens ældste søn, Donald Trump Jr., har da også officielt taget styringen over det nye hotel i Washington.

I et brev fra GSA til Donald Trump Jr. skriver agenturet, at en eventuel interessekonflikt blev afværget, da den yngre Trump officielt overtog et datterselskab i Trump-imperiet, der driver det nye hotel.

GSA skriver også, at præsidentens andel i hotellet på ingen måde strider mod den lov, der forhindrer folkevalgte i at leje den offentlige jord.

Hotellet, der lige som Det Hvide Hus ligger på Pennsylvania Avenue, er blevet et samlingspunkt for kritikere af USA's præsident.

På samme måde har flere demokratiske politikere langet ud efter det femstjernede hotel.

/ritzau/Reuters