Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Nej. Boris Johnson festede ikke.

Sådan lyder det nu fra den britiske transportminister, Grant Shapps, efter nye billede, der viser den britiske premierminister Boris Johnson drikke vin og tilsyneladende skåle med sine medarbejdere ved en fest i Downing Street, har fået den såkaldte partygate-skandale til at blusse op igen.

»Spørgsmålet er, om han var dernede for at feste? Nej, tydeligvis ikke. Han var taget dertil for at sige tak og hæve et glas for en kollega, der tog afsked,« forklarer han til Sky News.

Ifølge Grant Shapps deltog Boris Johnson i begivenheden mod slutningen af dagen.

Foto: ITV NEWS
Vis mere

Billederne, der er blevet bragt af tv-stationen ITV, er angiveligt taget i november 2020. På dem ses otte mennesker plus den person, der tog billedet, stå tæt sammen.

Omkring Johnson er der adskillige vinflasker, en halv flaske gin og forskellige former for snacks på bordene.

Billederne blev taget under en afskedsfest, hvor Johnson og flere andre ansatte tog afsked med den daværende kommunikationschef i premierministerens stab, Lee Cain.

Den fest har flere gange været efterforsket af politiet for mulige brud på loven, og sagen har været meget betændt for Johnson, da de omstridte fester fandt sted, mens resten af landet var lukket ned på grund af coronapandemien.

På det tidspunkt var det ikke tilladt at samles flere end to mennesker.

Til Sky News fortæller Grant Shapps videre, at Boris Johnson ikke har modtaget en bøde – i modsætning til andre, der deltog.

»Politiet har brugt lang tid med mange mennesker og mange ressourcer på at kravle over det, og de er kommet til deres konklusion – og som vi ved, fik han ikke en bøde for begivenheden,« fortæller han.

Oppositionen har krævet, at Johnson går af på grund af sagen.

Premierministeren har undskyldt for det, han betegner som 'fejl', men har blankt afvist at træde tilbage.

Senere i denne uge ventes regeringen ifølge Ritzau at offentliggøre en længe ventet rapport om festerne, der er udarbejdet af embedskvinden Sue Gray.

Andre læser også