Afstemning i FN's Sikkerhedsråd er udskudt til tidlig lørdag aften, skriver nyhedsbureauet Reuters.

New York. Afstemningen i FN's Sikkerhedsråd om en resolution, der kræver 30 dages våbenhvile i Syrien, er igen blevet udskudt.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det forventes nu, at afstemningen sker lørdag klokken 18 dansk tid.

Afstemningen skulle være indledt fredag klokken 17 dansk tid. Den blev herefter udskudt i mindst en time. Men nu bliver det altså tidligst lørdag.

Medlemslandene i Sikkerhedsrådet har brug for mere tid til at forhandle sig frem til en ordlyd, som kan tilfredsstille alle, lyder det ifølge Reuters.

Tidligere fredag sagde Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, at Rusland var klar til at stemme for FN-resolutionen om 30 dages humanitær våbenhvile i Syrien.

Men han tilføjede, våbenhvilen bør være "baseret på garantier fra alle inde i det østlige Ghouta", skrev det russiske nyhedsbureau Tass.

Den russiske udenrigsminister sagde, at der ingen sikkerhed er for, at de militante grupper i området "vil holde op med at bombe beboelseskvarterer i Damaskus".

- For at resolutionen skal være effektiv, og vi er klar til at forhandle en sådan tekst, har vi fremlagt et princip der vil give våbenhvilen mulighed for at blive reel og baseret på garantier fra alle inde i det østlige Ghouta og ud over det østlige Ghouta, sagde Lavrov tidligere fredag.

Den syriske hær har kastet flyveblade ned over den oprørskontrollerede Ghouta-region nær hovedstaden Damaskus.

På flyvebladene står der, at hæren opfordrer indbyggerne til at flygte for deres egen sikkerhed.

Flyvebladene blev kastet ned fra helikoptere over det østlige Ghouta torsdag, og beboere fortæller, at de er omringet af den syriske hær fra alle sider.

Hæren bebrejder oprørerne for, at tusindvis af kvinder og børn er døde.

/ritzau/