Vestafrikanske forsvarschefer vil senere tirsdag godkende en plan om at indsætte styrker i Mali tidligere end forventet. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

- 15. januar (tirsdag, red.) mødes komitéen for Chefer af Forsvarsstaben i Bamako for at godkende beredskabsplanen. Jeg kan fortælle, at soldaterne allerede vil være ankommet om en uge, lover missionsleder i den vestafrikanske samarbejdsorganisation ECOWAS, Aboudou Toure Cheaka.

Frankrig indledte i sidste uge bombeangreb mod oprørere i Mali, der erobrede landets nordlige del i fjor, og i offensivens første dage meldes flere end 100 oprørere dræbt og adskillige baser tilintetgjort.

ECOWAS-lederen nævner ikke, hvor mange soldater der indsættes, men understreger, at deres første opgave bliver at stoppe oprørerne, mens forberedelser til en fuld intervention fortsætter.

FNs Sikkerhedsråd har godkendt indsættelsen af en styrke på 3.300 soldater, der skal hjælpe regeringen med at vinde den nordlige del af landet tilbage. Nigeria er med 600 soldater den største bidragsyder til styrken.

Danmark bidrager efter fransk anmodning med et transportfly til konflikten i Mali. Ifølge forsvarsminister Nick Hækkerup (S) kan det danske transportfly allerede tirsdag aften tage af sted til den tidligere franske koloni i Vestafrika.

Kampene i Mali er efter flere måneders stilstand brudt ud i lys lue, efter at oprørsstyrkerne indledte en offensiv mod syd 10. januar. Offensiven truede med at bringe endnu større dele af Mali under oprørernes kontrol og blev den faktor, der udløste Frankrigs militære indsats.

De al-Qaeda-relaterede oprørere har gennem de seneste ni måneder sat sig på magten i det nordlige ørkenområde og gjort Timbuktu til hovedstad i en selverklæret islamisk stat.

De har påtvunget befolkningen sharialove i strengeste fortolkning og indført offentlig piskning og offentlige henrettelser.