Professorer fra USA og Australien, der blev bortført i Kabul i 2016, er fortsat i Talibans varetægt.

En planlagt udveksling af tre højtstående Taliban-fanger for en amerikansk og en australsk professor har ikke fundet sted.

Det oplyser en diplomat, der ønsker at være anonym, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Diplomaten afviser at give detaljer om, hvorfor den planlagte udveksling, der blev bebudet af Afghanistans præsident, Ashraf Ghani, tirsdag, ikke er sket.

Det har ikke været muligt for Reuters at få en kommentar fra det amerikanske udenrigsministerium.

En talsmand for Taliban siger onsdag, at de to vestlige gidsler først vil blive frigivet, når oprørerne "når deres destination".

- Når vores fanger når deres destination, vil professorerne fra American University of Afghanistan blive løsladt, siger talsmand for Taliban Zabiullah Mujahid til nyhedsbureauet AFP.

Han oplyser ikke, hvor denne destination er.

En talsmand for Australiens udenrigsministerium oplyser, at ministeriet ikke ønsker at give "løbende kommentarer" om processen.

- Vi værdsætter oprigtigt præsident Ghanis bekymring for Tim Weeks og Kevin King og håber, at Taliban omgående frigiver gidslerne, siger talsmanden.

Præsident Ashraf Ghani sagde tirsdag, at Afghanistan vil løslade tre højtstående Taliban-fanger - heriblandt broren til en af den militante bevægelses øverste ledere.

Udmeldingen blev set som første skridt på vejen mod en mulig løsladelse af de to professorer, der siden august 2016 har været taget til fange af Taliban.

Her blev de to, Kevin King fra USA og Timothy Weeks fra Australien, bortført af bevæbnede mænd fra American University of Afghanistan i hovedstaden Kabul.

Kevin King og Timothy Weeks dukkede senere op i en gidselvideo fra Taliban, hvor de begge så hærgede ud.

Blandt de tre Taliban-fanger er Anas Haqqani, der blev pågrebet i 2014.

Hans storebror er Sirajuddin Haqqani, der står i spidsen for det frygtede Haqqani-netværk og er en af Talibans øverste og mest berygtede ledere.

/ritzau/