Europarådet, der står bag Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, vælger onsdag ny generalsekretær.

Europarådet vælger onsdag en ny generalsekretær, der skal erstatte norske Thorbjørn Jagland.

Thorbjørn Jagland, der har været generalsekretær siden 2009, anbefalede i sin tiende og sidste årsrapport i april rådets 47 medlemslande til at styrke organisationen.

- Vi står over for tiltagende trusler mod lovens orden og nye udfordringer mod menneskerettighederne på tværs af vores kontinent, sagde han i en pressemeddelelse på Europarådets hjemmeside.

- Jeg er derfor overbevist om, at vi er nødt til at styrke Europarådets værktøjer, de skal ikke bare udskiftes eller duplikeres. De skal desuden finansieres tilstrækkeligt af offentlige midler.

Europarådet blev oprettet i 1949 af ti europæiske lande, herunder Danmark. Formålet var at sikre fred og internationalt samarbejde efter Anden Verdenskrig.

Det er således også i dag en organisation, der arbejder for menneskerettigheder, og Europarådet står blandt andet bag Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950.

Det er den konvention, der ligger til grund for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som er rådets hovedorgan.

Den nuværende norske generalsekretær understreger i sin seneste årsrapport, at Europarådet har medvirket til at fremme fred og stabilitet i Europa.

Men han fremsætter i rapporten også en række bekymringer. Herunder forsøg på at bringe domstole under politisk kontrol. Øget pres på journalister og ngo'er. Og modstand mod Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol blandt nationalistiske grupper.

Derfor opfordrer han rådet til fremover at være mere proaktiv i sit arbejde.

Den nye generalsekretær vælges onsdag under en parlamentarisk samling i rådet.

Kandidaterne til posten er Marija Pejcinovic Buric fra Kroatien og Didier Reynders fra Belgien.

Den nye generalsekretær tiltræder først på posten den 1.oktober.

/ritzau/