Er du gammel, skrøbelig, og har du tidligere været akutindlagt, så er der i nær fremtid en reel risiko for, at hospitalet siger nej til behandling og sender dig hjem igen.

Det er University of New South Wales i Australien, der ifølge The Telegraph over længere tid har forsket i en regulær »dødstest«, som skal kunne bruges af hospitalet til at træffe beslutning om patienten skal tilbydes behandling eller ej.

Eksperterne bag »dødstesten« siger, at den vil kunne forhindre forgæves og dyr behandling af patienter.

Ialt indeholder testen 29 forskellige parametre, der skal spørges ind til. Og svaret vil altså kunne indkredse, hvor stor risikoen er for, at patienten dør indenfor mellem fire og 12 uger.

Ligger man indenfor den tdshorisont, er det ifølge eksperterne nytteløst at starte en behandling, som kan være forbundet med smerte. Istedet kan patienten sendes hjem og få tid til at tage afsked med familie og venner.

»At forsinke en uundgåelig død bidrager til uholdbare og stigende sundhedsomkostninger,« siger en af forskerne bag, Dr. Magnolia Cardona-Morrel fra University of New South Wales.

Projektets forskere er godt klar over, at deres »dødstest« kan opfattes som en provokation. Men de håber, at de kan tage hul på en relevant debat og en ærlig kommunikation om emnet.

Det er kun få år siden, emnet var til stærkt debatteret herhjemme.

I 2011 kom det nemlig at frem, at såvel hospitaler som ambulancetjenesten operede med hemmelige dødskoder, udfra hvilke der blev truffet beslutning om, hvorvidt en patient var »værd« at redde eller ej.

Margrethe Kähler, seniorforsker i Ældresagen, advarer da også om, at tage så bogstavelige midler som en »dødstest« i brug.

»Det kan nemt blive en glidebane, for hvor går grænsen? Det er vanvittigt farligt at være så systematisk,« siger Margrethe Kähler til bt.dk.

Som eksempel nævner hun »Pigen der ikke ville dø« men også flere andre, som hun har fået kendskab til i forbindelse med sin kommende bog.

»Man har set en række tilfælde, hvor også ældre pludselig er vågnet op igen og har været fulde af livskvalitet. Så tests kan snyde,« siger hun.

Men en åben dialog med patient og pårørende om fremtidsudsigter er hun en stor tilhænger af. For det er vigtigt at komme over berøringsangsten omkring døden.

Hvad mener du om sagen? Skriv din mening herunder!