I videoen ovenfor kan du se billederne, der angiveligt viser Tamara Samsonova bære rundt på sækken med det hovedløse lig af 79-årige Valentina Ulanova.

En dagbog med grusomme beskrivelser af drab og parteringer helt ned i de mindste detaljer kan være det, der får en 68-årig pensioneret kvinde dømt for seriemord i Skt. Peterborg, Rusland.

Men dagbogens forfærdelige detajler er muligvis ikke noget i forhold til virkeligheden. For ifølge flere politikilder var det angiveligt ikke nok for den formodede seriemorder ved navn Tamara Samsonova at partere sine ofre.

Hun spiste også dele af dem efterfølgende, skriver Mail Online. Avisen har talt med kilder i politiet, der 'ikke vil udelukke', at den 68-årige kvinde også har spist menneskekød.

Tamara Samsonova, der har fået tilnavnet 'Granny Ripper' i den engelske presse, blev anholdt, efter billeder fra overvågningskameraer angiveligt viste hende bære rundt på en sort plastiksæk med det hovedløse lig af den 79-årige kvinde Valentina Ulanova, som hun havde været plejer for.

Det kastede hende ind i politiets søgelys og førte til fundet af hendes dagbog med de makabre beskrivelser af 10 andre drab, skriver Mirror.

Det engelske medie skriver samtidig, at Tamara Samsonova har erkendt, at hun har dræbt 11 mennesker.

Læs også:

Tamara Samsonova har tidligere arbejdet på et af Skt. Petersborgs finere hoteller som rengøringskone, men nu ser det ud til, at hun øjensynlig levede et dobbeltliv.

Liget af 79-årige Valentina Ulanova blev fundet i en sø i nærheden af Dimitrova-gaden i Skt. Petersborg.

Samsonova dræbte hende angiveligt efter et skænderi over en uvasket kop.

»Tamara Samsonova fortæller, at hun først fik sin ven (Ulanova, red.) til at sove, og derefter skar hende i stykker,« siger efterforskningsleder Mikhail Timoshatov til Mirror.

Nu vil det russiske politi gennemgå alle de uløste mordgåder de seneste 20 år. De vil især fokusere på mord, hvor offeret efterfølgende er blevet parteret og efterladt i poser rundt om i den russiske storby.

Tamara Samsonovas egen mand kan også have været et af hendes ofre.

I 2005 kontaktede hun politiet og fortalte, at han var forsvundet. Han er ikke set siden. Hverken død eller i live.